Bundhold jagter spinkel chance
Det ligner en umulig opgave at undgå nedrykning for FC Vestsjælland, men bundholdet jagter den spinkle chance.
Tommy Møller Nielsen, assistenttræner for FC Vestsjælland, kræver nu, at det begynder at komme point ind på klubbens konto.
Tommy Møller Nielsen, assistenttræner for FC Vestsjælland, kræver nu, at det begynder at komme point ind på klubbens konto. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


FC Vestsjælland har som det eneste hold i Alka Superligaen endnu ikke hentet point i forårets fem første kampe, hvilket har åbnet et hul i tabellen op til den nærmeste bundrival, OB, på hele 10 point.

Derfor kræver Slagelse-mandskabets assistenttræner Tommy Møller Nielsen, at der nu begynder at komme point på kontoen. Og gerne allerede i tirsdagens opgør mod OB.

- Vi kommer ind til kampen med fokus på den enkelte kamp og intet andet. Vi skal lave mål og hente point. Vi jagter den succesoplevelse, som er så vigtig.

- Jeg forventer egentlig en kamp meget lig den, som vi spillede i starten af marts, men bare med endnu mere krig inde på banen, siger Tommy Møller Nielsen til klubbens hjemmeside.

Assistenttræneren fortæller, at holdet har brugt landskampspausen til at fokusere på de positive ting og bevare den gode stemning.

- Vi har brugt pausen på de to uger til at træne rigtigt meget. Vi har fået lagt endnu mere på fysisk. Samtidig har vi taget en række positive ting med fra Brøndby-kampen.

- Her så vi, hvordan alle mand kæmpede alt det bedste, de havde lært. Det er den indstilling, som folk gerne vil se, og vi har ikke hørt nogen negative vinde efter den kamp.

- Der leverede spillerne virkeligt varen, og det er den samme indstilling, som vi skal have mod OB. Der skal vi virkelig levere, siger han.

- OB har efter Ove Pedersens tiltrædelse fået luget ud i spillerne, så de nu har en trup, som virkelig slås for hinanden, og som slider for sagen. Samtidig har de nogle fortrinlige offensive kvaliteter, som kan gøre ondt på os.

- En spiller som Rasmus Falk viste jo sidste gang, hvor farlig han er, når han får bare en smule plads. Samtidig er de ved at få Thomas Dalgaard op i omdrejninger.

- Han er en type, som man ofte godt kan glemme lidt, fordi han ikke deltager så meget i det defensive pres, men når han så får chancen, så slår han til med en uhyggelig kvalitet, advarer Tommy Møller Nielsen.

OB må undvære holdets kropsstærke angriber Kenneth Zohore, som er skadet.

Kampen mellem FC Vestsjælland og OB begynder tirsdag klokken 19.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.