Brugere slagter populær datingside: Ren fup!
Datinggiganten Zoosk får en hård medfart af sine brugere på nettet. Umulig at komme ud af, lyder det.
Zoosk reklamerer ivrigt på Facebook, hvor mere end 14 millioner brugere har liket siden. Men uden for Facebook bliver datingtjenesten kritiseret i skarpe vendinger.
Zoosk reklamerer ivrigt på Facebook, hvor mere end 14 millioner brugere har liket siden. Men uden for Facebook bliver datingtjenesten kritiseret i skarpe vendinger. Foto: Zoosk/free


Er du på Facebook, har du med stor sandsynlighed scrollet forbi en reklame for dating-appen Zoosk.

Den populære tjeneste, der netop startede som en Facebook-app, har 26 millioner brugere fordelt på 80 forskellige lande, men noget tyder på, at langt fra alle er tilfredse.

På forbrugersiderne Trustpilot og datingwebsites.dk bliver Zoosk haglet ned af vrede brugere, der ivrigt bruger ord som 'bondefangeri', 'fup' og 'svindel' om datingtjenesten.

- Jeg vil aldrig anbefale det til nogen! Jeg kan ikke slette min profil, og jeg kan ikke stoppe automatisk indbetaling! Jeg er rystet over, hvor latterligt dette abonnement er, og jeg er vred over, at man ikke kan meldes sig ud. Er det lykkes nogen af jer? Og hvordan?, lyder det fra brugeren Jytte på datingwebsites.dk.

Samme billede tegner sig på Trustpilot:

- Jeg prøver at opsige mit abonnement på Zoosk men finder det fuldstændigt umuligt at finde information om hvordan. Er der nogen der kan hjælpe?, spørger Mette Overgaard.

- Jeg ser ud til at være fanget uden mulighed for at framelde hverken betalinger eller abonnement, skriver brugeren RaNi.

Også Forbrugerrådet Tænk har fået henvendelser fra utilfredse Zoosk-brugere. Det forklarer Jakob Steenstrup, der er juridisk konsulent.

- Det tyder bestemt på, at der er problemer i forhold til at komme i kontakt med siden og få opsagt ens aftale, siger han efter også at have kigget brugeranmeldelserne på Trustpilot og datingwebsites.dk igennem.

- Hvis det er, som brugerne beskriver, er det bestemt ikke i orden. Man må ikke gøre det unødigt besværligt, eller decideret umuligt, at komme ud af en aftale. Det vil ikke være lovligt, siger han til Newspaq.

Klager over Zoosk er også nået frem til Forbrugerombudsmandens bord. Ifølge specialkonsulent Carsten Strøjer har de drejet sig om, at brugere er blevet uretmæssigt trukket for et abonnement, som de ifølge dem selv har opsagt. I disse tilfælde har Forbrugerombudsmanden opfordret klagerne til at kontakte deres bank.

- Hvis der er tale om uautoriserede hævninger på ens kreditkort, så har man i medfør af betalingstjenesteloven mulighed for at få pengene tilbage via sin bank, siger Carsten Støjer til Newspaq.

På Zoosk' hjemmeside er det ikke muligt at finde frem til nogen fysiske adresser på tjenestens kontorer. Af siden fremgår der heller ingen telefonnumre eller mailadresser, man kan kontakte Zoosk på. Flere steder oplyser Zoosk om, at man som bruger kan kontakte kundeservice, men klikker man på disse links, bliver man ført ind til sidens FAQ's, der er en liste over sidens ofte stillede spørgsmål.

Via en særlig pressemail oplyser Zoosk dog overfor Newspaq, at brugere kan lukke deres konto ved at logge ind på Zoosk og under 'Indstillinger' vælge 'Abonnement', hvorefter man kan klikke på 'Annullér mit abonnement'.

Newspaq har gentagne gange i mailkorrespondencen spurgt ind til, hvordan det kan lade sig gøre, at brugere får trukket penge fra deres bankkonto efter at have opsagt deres abonnement. Ligeledes er Zoosk af flere omgange blevet bedt om at forholde sig til, at brugere finder det svært at komme i kontakt med dem.

Først efter en række mails lykkes det at få oplyst en klagevej. Som samlet svar på ovenstående skriver Zoosk:

- Brugere kan få hjælp ved at skrive til support@zoosk.com.

Newspaq

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.