Brian blev fyret efter 18 år: Nu får han erstatning
Helt uventet blev Brian Nymann fyret fra sit arbejde som grafisk trykker. Nu skal virksomheden betale erstatning til ham, fordi fyringen var uberettiget.
Brian Nymann blev uberettiget fyret fra sit job som grafisk trykker. Nu skal hans gamle arbejdsgiver betale erstatning
Brian Nymann blev uberettiget fyret fra sit job som grafisk trykker. Nu skal hans gamle arbejdsgiver betale erstatning Privatfoto


Da Brian Nymann den 30. marts mødte på arbejde hos Limo Labels i Randers studsede han over synet på chefens kontor.

Sammen med chefen sad virksomhedens tillidsmænd i møde. "Det var da mærkeligt", tænkte Brian Nymann ved sig selv.

Klokken 13.45 dagen efter blev Brian Nymann kaldt ind på chefens kontor. Han forlod maskinen, han arbejdede på som grafisk trykker. På kontoret fik han beskeden om, at Limo Labels desværre måtte fyre ham.

- Nå, hvorfor det? Spurgte en lettere chokeret Brian Nymann.

Der var ikke nok at lave, fik han at vide. Der var mindre omsætning og færre ordrer. 

- Fra vores synspunkt er det en hel almindelig opsigelse begrundet i en stor driftmæssig nedgang, siger produktionsdirektør i Limo Labels, Rene Klith i dag.

Samme job i 18 år

Det havde Brian Nymann svært ved at forstå. Han havde haft sin stilling som grafisk trykker i 18 år, og der havde ikke været mindre travlt de foregående måneder. Han mente, at der måtte stikke noget andet under. 

Dagen efter Brian Nymanns fyring havde Limo Labels søsterselskab, Flexikett, jobsamtaler. De skulle ansatte en ny grafisk trykker. De to søsterselskaber skal fusioneres i 2017. Derfor var det en oplagt stilling for Brian Nymann at fortsætte i, men det var ikke virksomhedernes plan.

Forløbet var for meget for Brian Nymann. Han valgte at køre en sag mod Limo Labels. I september fik han Afskedigelsesnævnets ord for, at fyringen var uberettiget. Virksomheden skal betale Brian Nymann 150.000 kroner i erstatning.

For Brian Nymann er det dog ikke pengene, der er det vigtige. For ham er det en principsag.

- Nu har de fået sig en lærestreg, og nu kan det være, at de tænker sig lidt bedre om, inden de behandler folk på den måde, forklarer Brian Nymann.

Han drømmer sig ikke tilbage til arbejdet hos Limo Labels. Før fyringen var der gået flere år med, hvad han oplevede som urimelig arbejdsforhold.

Psykisk terror

Brian Nymann blev i 1998 ansat i virksomheden Rotaket, hvor han som grafisk trykker skulle producere etiketter.

Brian Nymann husker det som et dejligt sted, hvor man behandlede medarbejderne godt. 

I 2004 blev Rotaket solgt til den virksomhed, der senere blev til Limo Labels. Brian Nymann fulgte med over i det nye firma, men oplevede fra starten en anden mentalitet end tidligere. Det drejede sig udelukkende om at få penge i kassen. 

- Man har kunne mærke, at det ikke var et særligt rart sted at være, fortæller Brian Nymann, der selv var tillidsmand i en periode.

Han blev alligevel i virksomheden. Også selvom det gik mere og mere ned ad bakke. Presset steg, stemningen blev dårlig, Brian Nymann følte ledelsen var ude efter ham, og han så kollegaer gå ned med stress i et psykisk hårdt arbejdsmiljø.

Men hvorfor tog han ikke sit gode tøj og gik?  

- Det har været for dumt, at jeg har ladet stå til, men han har jo sit job, og når kollegaerne er flinke og rare, begynder man ikke lige at se sig omkring, forklarer Brian Nymann.

Arbejdsmangel

I de sidste 3-4 år op til sin fyring kørte Brian Nymann aftenture på en maskine. Nogle aftener var mere travle end andre, men der var altid nok at lave.

Han havde flere overarbejdstimer i en timebank, som virksomheden brugte til afspadsering. Det havde de andre medarbejdere også, så det var muligt at bruge som løsning i stedet for at fyre medarbejdere.

Derfor kom det som noget af en overraskelse for Brian Nymann, at det netop var manglen på arbejde, der kostede ham jobbet. 

Ifølge ledelsen på Limo Labels var det fordi, de havde mistet en stor kunde. I forbindelse med EM i fodbold havde virksomheden haft en stor ordre fra Coca Cola.

Der var dog kun tale om projektordre, så ledelsen i Limo Labels vidste, at de ikke ville blive ved at have Coca Cola som kunde. Brian Nymann opfatter det som en dårlig undskyldning:

I dag spekulerer han på, om ledelsen bare ventede på en mulighed for at fyre ham. Projektordren fra Coca Cola gav dem en lejlighed.

- De var på nakken af mig i groveste stil. Jeg har bare ikke ladet mig påvirke af det, siger Brian Nymann.  

Nye muligheder

Efter tillidsmændene på Flexiket hørte om Brian Nymanns afskedigelse fik de en god ide. Limo Labels og Flexiket skulle fusionere, og Flexiket skulle ansætte en grafisk trykker. Virksomhederne havde før udvekslet medarbejdere, så det var oplagt at ansætte Brian Nymann i stillingen hos Flexiket.

Tillidsmændene opfordrede derfor deres produktionschef til at hyre Brian Nymann. Det afviste produktionschefen. Brian Nymann havde ikke den rette profil, lød forklaringen.

Imens var Brian Nymann taget på ferie. Dagen for fyringen var sidste dag, inden han skulle en tur til Frankrig. Undervej på turen blev Brian Nymann ringet op af sin gamle chef fra Limo Labels. Chefen havde en kontakt hos en anden virksomhed, som kun lå 10 kilometer væk og havde et job, Brian Nymann kunne få. 

Brian Nymann takkede nej.

- Der findes flere forskellige firmaer, der laver etiketter, men vi ved jo godt, hvad der foregår de forskellige steder, og om det er gode steder. Jeg ved, hvad jeg har hørt, og det var ikke et sted, jeg havde lyst til at arbejde, forklarer Brian Nymann.

- Vi gør meget ud af at prøve og hjælpe medarbejdere videre. Brian takker så nej, fordi han har brug for at vende det hele. Det næste vi hører er, at vi skal i retten, siger Rene Klith.

Rettens ord

- Det holdt ikke i retten

Sådan siger Brian Nymann i dag om sin fyring.

I Afskedigelsesnævnet udtalte opmanden, at Limo Labels ikke tilstrækkeligt kunne dokumentere, at der manglede arbejde til Brian Nymann. Samtidig var Limo Labels og Flexiket så tæt forbundne, at Brian Nymann skulle have været tilbudt stillingen hos Flexiket.

Rene Klith skal ikke gøre sig til juridisk dommer over sagen. På et personligt plan er han dog overrasket over, at Limo Labels tabte sagen og nu skal betale 150.000 i erstatning.

Brian Nymann er egentlig glad for ikke at være hos Limo Labels længere. Han ønsker ikke sin gamle stilling igen.

Brian Nymann har endnu ikke fundet et nyt arbejde, men han er glad for, at han gik rettens vej.

- Det har for mig været en principiel sag. Den måde, jeg er er blevet behandlet på, er uhørt. Det er utroligt, at man i dagens Danmark kan tillade sig det 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.