Niko Grünfeld er kultur- og fritidsborgmester i København. Han er medstifter af Alternativet og Altivisten. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.
ARBEJDET ER ANDET OG MERE end timer foran skærmen, i produktionshallen og i pendulfart mellem talrige møder. For rigtig mange af os er arbejdspladsen også en arena, der skaber en ramme om hverdagen, lader os møde nye venner og giver os oplevelsen af at have og udfylde en plads, der ikke alene er den i køen til kantinen.
I 2018 er arbejde med andre ord ikke kun adgangsbilletten til en lønseddel. Det er også adgangsbilletten til et vigtigt socialt rum.
Desværre er arbejdspladsen – eller manglen på en arbejdsplads - også ofte adgangsbilletten til en sygemelding, der skyldes stress. Ifølge undersøgelsen ”Den nationale sundhedsprofil 2017” udgivet af Sundhedsstyrelsen er der i perioden 2010-2017 sket en stigning på 4,3 procentpoint i andelen med et højt stressniveau. Det er jo helt galt.
MEN OGSÅ DET PRES, vi oplever på arbejdsmarkedet, er alarmerende. Præstationskulturen er simpelthen ved at kamme over. Mere end hver fjerde socialrådgiver, pædagog, lærer og sygeplejerske mener således ikke, at de kan holde til at være på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen. Det viser en undersøgelse blandt mere end 3.300 privat og offentligt ansatte fra hovedorganisationen FTF, som blev omtalt her på Avisen.dk for nylig.
Og det skal vi turde tale om. Først når vi kalder et monster ved navn og identificerer problemet, kan vi handle på det. Og ændre det, der er galt. Så lad os kalde det, hvad det er: En usund arbejdskultur. Ja, lad os bare sige det højt: Den usunde arbejdskultur trives mange steder. Og med den usunde arbejdskultur, der fører til sygemeldinger, har vi faktisk skabt et tohovedet monster.
For rigtig mange mennesker, der rammes af stress, rammes dobbelt. Ikke alene må de øjne en sygemelding, der umuliggør et arbejde i en kortere eller længere periode. De må også bære en byrde, der er – om muligt – ligeså stor eller større: Skammen over at knække. Men lad os få gjort op med det.
DET ER NEMLIG ALDRIG den enkeltes skyld, hvis personen må kaste håndklædet i ringen og melde sig syg. Aldrig nogensinde.
Det er derimod fællesskabets ansvar – herunder ledelsen og arbejdskulturen i virksomheder og organisationer – at et fælles mål også er trivsel. Og at trivsel ikke alene optræder i en poleret HR-strategi, som ledelsen kan skåle over på teamseminar, inden den implementeres i en bunke brochurer, som ingen læser og endnu færre handler efter.
I oktober måned sidste år rejste otte fagforeninger i fælles front et forslag om at indføre forsøg med 30 timers arbejdsuge i Københavns Kommune. I Göteborg er de startet med at indføre 30 timers arbejdsuge for en gruppe i den kommunale ældrepleje – vi kunne jo passende begynde samme sted i København.
JEG HAR IKKE KUREN imod stress. Og jeg kender ikke opskriften på den perfekte arbejdskultur.
Men jeg tror på, at vi med samtalen – den åbne, tillidsfulde samtale – om stress, som det monster, det nu engang er, kan være med til at afmontere en del af myten om, at det påhviler den enkelte at bekæmpe stress.
Lad os tale om det, der er svært. Også på arbejdspladsen.
Og lad os på den måde – ved fælles hjælp - punktere myten om præstation og perfektion som det eneste saliggørende i tilværelsen.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.