Boligsælgerne holdt bedre fast i udbudsprisen i 2015
En opgørelse viser, at der blev givet mindre afslag på boligpriserne sidste år i forhold til de foregående år.


Boligmarkedet oplevede stor fremgang i 2015, hvor antallet af handler og kvadratmeterpriserne røg pænt i vejret ikke mindst takket være det lave renteniveau.

Det afspejles også i de afslag, som ramte udbudspriserne i løbet af året.

Statistikker fra boliga.dk viser, at der samlet set blev skåret 6,6 milliarder kroner af udbudspriserne sidste år. Det er en smule under totalen for 2014, som lød på 7,1 milliard.

Og selv om det selvfølgelig stadig er en pæn sjat, så er det faktisk det laveste beløb i de seneste ni år og langt fra topniveauet i 2008, hvor det samlede afslag lå over 15 milliarder kroner.

Det skyldes først og fremmest, at det er blevet nemmere at komme af med sin bolig, mener Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea Kredit.

- Stabiliseringen på boligmarkedet betyder nemlig, at det er blevet lettere for boligsælgere og ejendomsmæglere at sætte en realistisk pris fra start af, hvor efterfølgende nedslag nemmere kan undgås.

- Dertil kommer, at antallet af handler er steget, og at magtbalancen mellem køber og sælger derfor har rykket sig en anelse i sælgers favør mange steder i landet, skriver hun i en analyse.

Det er særligt udbudspriserne på huse, der har været forskånet for nedslag. Her beløb de samlede afslag sig til 3,7 milliarder kroner sidste år mod 4,5 milliarder i 2014.

Til gengæld lå det samlede fald i priserne for ejerlejligheder på 666 millioner kroner, hvilket er 15 millioner kroner højere end året før.

Det tyder ifølge Lise Nytoft Bergmann på, at lejlighedsejerne nok har været lidt for grådige i forhold til, hvad markedet kunne bære.

Måske også fordi kampen om at få boligen til salg har fået ejendomsmæglerne til at stille sælgerne en urealistisk salgspris i udsigt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.