Børnedødeligheden falder som aldrig før
Det er en af mest markante succeser i historien, at flere af verdens børn overlever, siger WHO.
I dag dør knapt halvt så mange børn, før de når at fylde fem år, som i 1990.
I dag dør knapt halvt så mange børn, før de når at fylde fem år, som i 1990. Foto: Colourbox/free


Aldrig tidligere er børnedødeligheden i verden faldet så hurtigt som nu.

I dag dør knapt halvt så mange børn, før de når at fylde fem år, som i 1990, og den positive udvikling er accelereret i løbet af de seneste 10 år.

I 2013 overlevede der således 200.000 børn flere i denne gruppe end året før.

Det viser den nyeste opgørelse fra Unicef, Verdensbanken og Verdenssundhedsorganisationen, WHO, skriver Kristeligt Dagblad.

Organisationerne kalder selv faldet for "en af de mest markante succeser" i menneskehedens historie.

Og selv om det er store ord, er de velvalgte, mener adjunkt ved det amerikanske Center for Global Udvikling, Michael Clemens, der forsker i nødhjælpsprojekter og udviklingsinitiativer i Afrika.

Han kalder det en "dramatisk" god nyhed. Ikke mindst når det gælder det afrikanske kontinent, der i manges bevidsthed stadig er forbundet med krig, fattigdom og sygdom.

Når den faldende børnedødelighed er så positiv en nyhed, er det ikke kun, fordi det enkelte barn bliver skånet for sygdom og den enkelte familie for sorgen over at miste børn.

Såvel i Afrika som globalt set er udviklingen uvurderlig i etableringen af en afgørende, god cirkel på menneskehedens vegne.

Michael Clemens peger over for Kristeligt Dagblad på, at når stadig flere børn overlever, hænger det sammen med teknologiens landvindinger, der blandt andet gør det muligt at forebygge hiv-smitte fra mor til barn og at behandle sygdomme som diarré, malaria og lungebetændelse hurtigere og bedre.

Årsagerne er også økonomisk vækst og et stigende uddannelsesniveau blandt kvinder, men forskningen mangler stadig et entydigt svar på, hvilken af faktorerne der spiller den væsentligste rolle i børnenes overlevelse.

/ritzau/


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.