Af Mia Kristina Hansen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Blogger: Lad os udnytte vores forskelligheder til at forandre systemet!

DER ER mange, der kæmper en kamp for at få bedre forhold i psykiatrien, både ansatte, pårørende og psykiatribrugere.

Der findes fagforeningerne, som skal hjælpe de ansatte, og der findes forskellige foreninger, som kæmper for psykiatribrugerne og de pårørende. Jeg oplever også, at det enkelte menneske kæmper en kamp, hvor man godt kan få følelsen af at være alene, og følelsen af at diverse foreninger egentligt ikke hjælper lige i nuet.

Jeg tænker ikke, at det er noget nyt, det har været sådan i mange år, og mange er kommet af med deres følelser ved for eksempel at skrive læserbreve i aviserne. I dag kan man bruge alle mulige medier til, at komme af med sine følelser på, og andre mennesker kan spejle sig i det man skriver, og få følelsen af at ikke at være alene. Man kan kommentere, like og dele med sine venner, og dermed være med til få spredt et budskab, som man synes er vigtigt, at andre mennesker bliver bekendt med. Det kan godt være, at det heller ikke ændre på nuet, men det giver den enkelte en følelse af at gøre noget, hvis ikke man har kræfterne til selv at være opsøgende. Det hjælper med at holde fokus på behovet for ændringer, og samtidig oplever jeg, at det giver en fællesskabsfølelse, som giver grundlag for aktiv handling.

SÅ LAD os bruge de sociale medier som et sted, hvor vi kan fortælle vores historier, og lad os udnytte vores forskelligheder. Lad os opmuntre hinanden og inspirere hinanden til at handle, så vi sammen kan få ændret på forholdene i psykiatrien. Lad os anerkende, at vi på hver vores måde prøver at forandre systemet, uden at stille os til dommer for, om det er godt nok. Jeg tror på, at alle prøver det bedste de kan, og det vigtigste for mig selv er at mærke opbakningen gennem den tilkendegivelse, jeg får. Det giver mig modet til at forsætte kampen.

Jeg vil dele en historie fra en mand, som er blevet inspireret af de ting, mine kollegaer og jeg har gjort. Det er en af de historier, der får mig til at forsætte med at skrive, og det er en historie, som jeg gerne vil dele, fordi jeg synes, at den er et godt eksempel på de problemstillinger, der er, når man gerne vil hjælpe en psykisk syg person til et bedre liv. Historien handler om, hvordan denne mand er bekymret for sin psykisk syge bror, og hvordan han igennem mange år har prøvet at få ændret på sin bror situation, men uden held.

"Kort fortalt er mit eneste nulevende familiemedlem en bror på 64 år, som siden sin barndom har været psykisk handicappet. Hans diagnose er skizofreni og autisme. Jeg har mere eller mindre varetaget omsorgen for min bror siden min mor, som den sidste af mine forældre, afgik ved døden i 1991. Han har ikke været i tandlægebehandling siden 1967. Desuden fik han i forbindelse med en galdestensoperation i 1999 konstateret diabetes type 2. Da han er dybt skizofren, er han fuldstændig blottet for sygdoms- og virkelighedserkendelse. Derfor afviser han også at opsøge en privatpraktiserende øjenlæge og en statsautoriseret fodterapeut for at få undersøgt sine øjne mindst én gang årligt og få behandlet sine fødder cirka hver 6. uge. I adskillige år har han heller ikke været i regelmæssig konsultation hos sin praktiserende læge for blandt andet at få målt sit blodsukker regelmæssigt. Til orientering har han siden 1993 boet alene og ensom i sit rækkehus i udkanten af Aalborg. Det købte jeg til ham for hans arveandel efter min mors død i 1991. Min bror burde reelt bo i et velegnet botilbud. Da han desuden er meget stridbar, afviser han også denne løsning.

PROBLEMET ER yderligere tilspidset af, at jeg i 2010 fik konstateret kræftsygdommen Myelomatose (kræft i rygmarven) og dermed er uhelbredelig syg. Siden efteråret 2009 er jeg blevet opereret 11 gange for en hypofysetumor, kræften i ryggen samt en nethindeløsning på venstre øje.  

I 2015 havde jeg adskillige møder med lederen af distriktspsykiatrien i det område, hvor min bror bor. Desværre uden at opnå konkrete resultater. Der trænger grundlæggende til at blive ryddet op i såvel hospitals- som distriktspsykiatrien. Det drejer sig ikke udelukkende om den meget nødvendige udvidelse af antallet af sengepladser (det nuværende antal er latterlige 2.900 på landsplan – i 1976 ved de daværende amters overtagelse af psykiatrien fra staten var der 30.000 sengepladser i psykiatrien) og mere personale. Vi har i høj grad også brug for et mere kompetent, engageret og beslutningsdygtigt personale.

Til sidst kan jeg fortælle dig, at jeg har kæmpet som en løve for at skabe optimale forhold for min bror. Jeg har fået hans sag offentliggjort i en meget seriøs artikel på hele to sider i Ekstrabladet i år 2000, fået den offentliggjort i den lokale avis seks-syv gange, været i TV-avisen, kontaktet den sociale brevkasse ved Hanne Reintoft, henvendt mig til alle relevante instanser på højeste plan, fået råd og vejledning fra Peter Duetoft fra det for længst opløste parti Centrumdemokraterne og af afdøde Tove Fergo fra Venstre. Alt sammen forgæves. Det er IKKE de pårørende, som skal samle op efter et sygt system. Jeg må sige, at jeg er dødtræt af resultatløse møder med ansatte i det offentlige sygstem, hvor man gang på gang får en ”sludder for en sladder” og ingen nødvendige afgørelser bliver truffet. De ekstremt psykisk syge uden virkeligheds- og sygdomserkendelse kan ikke tale deres egen sag. Desuden er de som en svag gruppe oplagte mål for politikernes besparelser. De problemer, som kendetegner dansk psykiatri i 2016, har været kendt og diskuteret i mange år, uden at der er opnået forandringer til det bedre. Vi er helt enige. Både patienter, pårørende og ansatte er dødtrætte af den typiske danske laden-stå-til-mentalitet og af alle de fine politiske hensigtserklæringer og løfter, som ikke bliver omsat i praksis."

DET KAN godt være, at verden ikke ændres på Facebook eller Twitter, som Jan Hoby skriver i sit blogindlæg fra den 1. august. Men jeg oplever, at det er med til at skabe et fundament, hvorfra der kan komme handlinger. Et fundament, der giver mennesker modet til at handle, selvom man egentlig har opgivet at gøre noget.

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.