Det er en udmattet Jane Skou på 61, der hviler sig på hovedpuden hver nat efter en lang dag som socialpædagog på et dagtilbud for voksne udviklingshæmmede i København Kommune.
- Blod, bæ, bræk. Slim, savl og snot plus vold og konflikter. Det er min hverdag, siger hun om de arbejdsopgaver, hun har haft i 36 år.
Det er barske og hårde arbejdsdage i et fag, hvor sekreter og vold fra udadreagerende borgere til sidst ender med nærmest at blive trivielt.
Tidligere gjorde gjorde Jane Skou det med glæde, men mange årtiers nedskæringer har nået et kritisk punkt, og nu siger hun stop.
Onsdag demonstrerer hun med Velfærdsalliancen mod yderligere nedskæringer i den offentlige velfærd.
- Jeg går på barrikaderne, for jeg forstår edder fanden fiseme ikke, hvorfor dem, som er aktionærer, skal have flere penge, mens den offentlige sektor skæres ned. Det pisser mig af, siger Jane Skou.
Hun føler nemlig, at hendes arbejdsopgaver bliver gjort umulige af skemaer og konstante besparelser på personale.
- På mit tidligere arbejde, følte jeg mig som Askepot, hvor ledelsen var den onde dronning, som udelukkende gik efter at lukke alle mine åndehuller. Borgerne var så mine fugle, som holdt mig oppe, fortæller hun og understreger samtidig, at hun er glad for sin nuværende arbejdsplads.
I de gode gamle dage ...
Sådan har det ikke altid været. Jane Skou begyndte som socialpædagog i 1981 og har altid været det, hun kalder for "gulvpædagog". Hun har nemlig prioriteret at være tæt på borgerne.
- Vi havde tidligere mere tid til borgeren. Der var ro og en forudsigelighed i hverdagen. I dag er der total fokus på resultater. Det er meget mere presserende, at man kan fremvise resultater, men jeg arbejder med borgere, hvor en sådan målbarhed er nærmest umulig. Det er ikke længere nok, at borgeren har det godt. Jeg skal nærmest lære udviklingshæmmede andengrads-ligninger, fortæller Jane Skou.
Hvad er der så galt ved at fokusere på en udvikling hos borgerne? Et dagtilbud skal vel ikke bare være en parkeringsplads for mennesker?
- Det har du ret i. Og der har egentlig altid været fokus på udviklingen, men det har bare ikke tidligere været nødvendigt at sætte det i skema og måle det med lineal. Jagten på det optimale spænder ben for sig selv, og i stedet for at hjælpe borgeren, der så ellers kan sidde blind i sin kørestol og passe sig selv, skal vi udfylde skemaer.
Arbejdsskamp
Eftersom Jane Skou aldrig har været leder, kan hun ikke svare på, om det altid har været tilfældet. Men hun synes, at der efterhånden har sneget sig en hær af djøffere og mellemledere ind, der kontrollerer hendes mindste bevægelse.
Når man kombinerer det med stadig mindre personale og mindre tid til borgerne, så koster det både på arbejdsglæden og resultaterne.
- De nedskæringer, jeg har været ude for i løbet af årene, betyder, at vi ikke har ressourcer og overskud til at nå vores mål. Vi halser af sted uden at nå det halve. Det invaliderer nærværet og tilstedeværelsen, så jeg skammer mig til tider.
Hvad mener du med, at du skammer dig?
- For eksempel når jeg går forbi på gangen og ser de her lange hundeøjne efter mig. Så må jeg sige; "et øjeblik, lige om lidt så skal jeg være der". Men så hører jeg alligevel et skrig nede i den anden ende, så jeg ikke kan være der alligevel. Den ventetid betyder, at flere borgere går i affekt. De skriger og de slår, siger Jane Skou om en hverdag, hvor nedskæringerne betyder, at vold bliver stadig mere alvorligt på landets dagtilbud.
Nedtælling til efterløn
Når Jane Skou varmer halsen op til kritiske paroler og sliber skiltene med harske slagord i dag, er det ikke for sin egen skyld, men for hendes kolleger. Kalenderen for 2017 har nemlig et stort kryds på en dato, som hun glæder sig til.
- Jeg har sidste arbejdsdag 17. november, hvor jeg går på efterløn. Det har sådan løftet min arbejdsglæde. Siden 1. februar har jeg krydset af og holdt øjnene mod den dato, fortæller hun.
Selvom Jane Skou den dag vil kunne se tilbage på et langt og frugtbart arbejdsliv, har det også været præget af op- og nedture. Nedture som har været drevet af de besparelser, som der i dag siges stop til ved demonstrationer landet over.
Er din arbejdsglæde blevet påvirket af de nedskæringer, som du beskriver, over de 36 år, du har arbejdet som socialpædagog?
- I perioder. Jeg har været nede med stress tre gange. Jeg har ligget søvnløs i lange perioder, hvor utilstrækkeligheden har holdt mig vågen. Siden har jeg gået til psykolog og fået behandling, der gør, at jeg stadig har arbejdsglæden, siger Jane Skou og fortæller, at hun i øjeblikket har flere kollegaer, som er sygemeldt med stress.
Velfærdsalliancen har lavet et interaktivt kort, så du kan se en demonstration nær dig. Tryk på stjernen for mere information.