Ifølge anklagen har et nordjysk ægtepar blandt andet brugt firmaets rustvogn privat og snydt staten i en lang række forhold.
Det skriver Nordjyske.
Parret er sigtet for at have snydt statskassen for penge ved at snyde med blandt andet skat og moms. Anklageren mener, at ægteparret skal idømmes fængselsstraf og en bøde på 550.000 kroner hver.
Ifølge anklagen har ægteparret kørt privat i rustvognen, snydt i moms for 135.000 kroner, udbetalt løn som skattefri kørselsgodtgørelse for 428.000 kroner, har ikke indbetalt arbejdsmarkedsbidrag til en værdi af 24.000 kroner, mangler indberetning af værdien af fri bil til i alt 160.000 og udbetalt 513.000 kroner i løn uden at indberette det til skat.
Sagen begynder torsdag i Retten i Aalborg.