Da Emilie Meng forsvandt, var det i sommerpausen mellem 1.g og 2.g på Slagelse Gynmasium. Hun og veninderne havde overstået eksaminerne og var rigtig glade alle sammen.
- Vi havde aftalt, at det her skulle blive den bedste sommer, og vi skulle i hvert fald kreere en masse gode minder sammen, fortæller veninden Sara til TV 2 i krimi-programmet Station 2, som blev sendt torsdag aften.
Men det blev ikke en god sommer med gode minder. Emilie Meng forsvandt tidligt om morgen 10. juli, og juleaftensdag blev hun fundet død i en sø ved Borup - 60 kilometer fra Korsør Station, hvor hun sidst blev set.
- Nogle gange har jeg det stadig, som om jeg ikke har forstået det. Det var så svært at forstå, at hun bare var væk, og at der ikke var nogen, der vidste, hvad der var sket, siger veninden Signe til TV 2.
Sagen om Emilie Meng står højt på politiets prioriteringsliste, men godt syv måneder efter hendes forsvinden, er gerningsmanden stadig på fri fod.
Politiet leder efter flere køretøjer
For en lille uge siden kunne politiets efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, dog fortælle, at efterforskningen går fremad.
Blandt andet leder politiet nu efter flere køretøjer.
- Efterforskningen drejer sig dels om at forsøge at klarlægge, hvem der har været på de relevante steder både i Korsør og Borup. Så er der teletrafikken i områderne og de henvendelser, som vi har fået, så vi har masser at arbejde med, og efterforskningen har stadig høj prioritet, siger Søren Ravn-Nielsen.