Nødhjælpsarbejderne har måttet forlade centrale dele af Haitis hovedstad Port-au-Prince på grund af optøjer og kampe mellem svært bevæbnede bandemedlemmer.
I den desperate situation efter jordskælvet er sikkerhedssituationen i landet blevet svært forværret. Allerede før skælvet, var Haiti et af verdens farligste steder at være.
Udenlandske soldater er i øjeblikket ved at ankomme til landet - men situationen er vanskelig, for lufthavnen og byens havne er ødelagt - og samtidig er de veje, som soldaterne skal patruljere fyldt med murbrokker fra sammenstyrtede huse.
Indtil nu er 40.000 mennesker blevet begravet efter skælvet - men myndighederne frygter, at der kan ligge helt op til 100.000 flere fanget i ruinerne.