Hver eneste gang talen falder på tidsrejser, sidder der altid en eller anden skeptiker og kæfter op om at skyde sin egen bedstefar. Selvom det er en besynderlig impuls, så er paradokset indlysende, og så forhindrer det rejser tilbage i tiden.
Man kan ikke rejse tilbage i tiden, for hvis man rejste tilbage og skød sin egen bedstefar, ville man aldrig blive født og kunne derfor ikke foretage rejsen tilbage.
Spørgsmålet om tidsrejser ville med andre ord være meget nemmere, hvis ikke så mange intellektuelle gik rundt med et horn i siden på deres nærmeste familie.
Paradokset er nemlig det eneste, der forhindrer tidsrejser. Naturens love forhindrer overhovedet ikke at suse til Mexico i 1986 og under Danmarks kamp mod Spanien råbe: »Frem ad banen! Spil den frem ad banen, Jesper« eller at tage ind i hulen og undersøge, om Jesus virkelig stod op fra de døde.
Mona Lisas smil
Det er med andre ord kun vores bedsteforældre, der forhindrer tidsrejser. Der er dog også nogle andre paradokser. Hvor bedstefar-paradokset rent eksistentielt forhindrer en tur til fortiden, findes der også vidensparadokser, der udelukker turen næsten lige så meget.
Det mest berømte handler om Leonardo da Vinci, som mange nok gerne vil rejse tilbage i tiden for at besøge. Men hvis man besøgte ham, inden han malede Mona Lisa, og man havde taget et billede af maleriet med, som man viste ham, og han derfor blev så inspireret af sit eget arbejde, at han skyndte sig at opspore Lisa Gherardini og male hende med et skælmsk smil, så inspirerede han sig selv til at male et billede, han allerede havde malet, og den går heller ikke rigtig.
Det forhindrer naturligvis ingenlunde rejser til fremtiden, men vi vil jo gerne lige smugkigge lidt på alt det, vi har hørt så meget om i folkeskolen.
Tvungen bananskræl
Og det kan vi måske så godt gøre alligevel. Det mener i hvert fald en lang række videnskabsmænd, der har opfundet begrebet den tvungne bananskræl .
»Tidsrejser tilbage i tiden er mulige, fordi man, hver eneste gang man ville forsøge at skyde sin bedstefar, ville skvatte i en bananskræl. Universet ville simpelthen forhindre en i at ændre historiens gang,« siger Ulrik Uggerhøj, der er lektor i astronomi på Aarhus Universitet, og som har skrevet en bog om tidsrejser.
Han understreger, at vi faktisk rejser i tiden hver eneste gang, vi henter en kop kaffe.
»Ure i bevægelse går langsommere end ure, der ligger stille. Det gælder alle ure, såvel som hjerteslag og atomkerner. Hvis jeg flyver til New York, så mister jeg tid i forhold til, hvis jeg blev hjemme,« siger Ulrik Uggerhøj.
Det skyldes Albert Einsteins relativitetsteori. Den siger nemlig, at tiden er relativ i forhold til, hvor man befinder sig, og det betyder, at hvis man ikke indbyggede en tidsforskydelse i signaler fra satellitter, så ville bilens GPS dagligt sende os 11 kilometer ud af kurs.
Genveje i universet
Men det er ikke måden, vi for alvor rejser tilbage i tiden. Det er i stedet via ormehuller, som i relativitetsteorien opstår, fordi tyngdekraften er planeter og stjerners fordybninger i rumtidens klæde. De fordybninger skaber en masse genveje i universet, og disse genveje kaldes ormehuller.
»Vi sender snart en satelit op, der blandt andet skal lede efter ormehuller. Hvis der er et ormehul på mit kontor, kan jeg træde ind i det og træde ud i Andromeda-galaksen, der ligger millioner lysår væk, eller tage en tur til fortiden,« siger Ulrik Uggerhøj.
Den tvungne bananskræl er blot en løsning på bedstefar paradokset.
Det mener i hvert fald David Deutsch, der er fysiker og professor med speciale i kvantemekanik ved Oxford Universitet.
Andre dimensioner
Han er en af af tilhængerne af mangeverden-teorien (beskrevet i Nyhedsavisen forleden, red.), og som kort fortalt bruger kvantemekanikken til at hævde, at universet konstant bliver splittet op i andre universer for hver eneste mulighed, der findes.
Han er overbevist om, at det vil være umuligt for os at udslette os selv med tidsrejser. Når vi rejser tilbage i tiden, rejser vi nemlig samtidig til en anden dimension.
»Tesen er, at vi rejser fra univers A til univers B. I univers B dræber vi os selv og overtager enten vores egen plads i univers B eller smutter tilbage til univers A igen,« siger Ulrik Uggerhøj.