En frisk morgenavis til kaffen eller tryksværte på fingrene fra en formiddagsavis i skurvognen.
Det er der færre og færre nyhedshungrende danskere, der får.
De nyeste kontrollerede oplagstal fra Dansk Oplagskontrol viser, at samtlige af landets største aviser bløder kunder.
Tallene, der er fra 2. halvår af 2012, viser, at ingen danske aviser nu udkommer i 100.000 eksemplarer eller mere. Målt i forhold til oplagstallene fra 1. halvår af 2011 falder oplaget drastisk.
Værst ser det ud for Berlingske, der udkommer i 90.006 eksemplarer, hvilket er et fald på 10.805 eksemplarer.
Jyllands-Posten udkommer i 97.481 eksemplarer. Det er et fald på hele 6.714 styk.
Politiken mister også oplag, men klarer sig lidt bedre end de to andre dagblade. Politiken udkommer nu i 98.973 eksemplarer - det er et fald på 1.153 eksemplarer.
Tabloidpressen, der udkommer om formiddagen i form af BT og Ekstra Bladet, har store oplagsproblemer.
BT har mistet 7.146 eksemplarer i dagligt oplag - avisen udkommer nu i 59.401 eksemplarer. Bedre ser det ikke ud for Ekstra Bladet, der har mistet 7.422 eksemplarer og nu udkommer i 59.342 styk.
Erhvervs- og finansavisen udkommer nu i 64.766 eksemplarer og det er er fald på 8.564 eksemplarer fra 73.330 i 1. halvår af 2011.
Den store regionalavis JydskeVestkysten bløder også aviser og har mistet 5.854 solgte eksemplarer - man er gået fra 60.312 til 54.458.
Rykker man til Fyn, så er der faktisk sorte tal i oplaget for øens største avis Fyens Stiftstidende. Den Odense-baserede avis udkommer nu i 46.014 eksemplarer - det er 498 eksemplarer mere end i 1. halvår af 2011.
Du kan selv granske tallene HER under "kontrollerede oplagstal".