Arkæologer finder 1000 år gammel kande i Ribes muld
Ingen dansk pottemager har kunnet dreje det mesterstykke af en kande, som nu er fundet i en gravplads i Ribe.


Ribes arkæologi holder aldrig op med at overraske, og nu har arkæologer fra Aarhus Universitet og Sydvestjyske Museer gjort et enestående fund ved udgravninger på Ribes ældste gravplads.

En halv meter under jorden på en parkeringsplads, mellem andre urner og grave, stod en fuldkommen intakt fransk vinkande, som er kommet til Ribe i byens ældste tid, for langt over 1000 år siden.

- Det er et helt unikt fund, der er dukket af jorden, siger Morten Søvsø, leder af Arkæologi ved Sydvestjyske Museer, i en pressemeddelelse.

- Dette er den fineste keramik, der fremstilles i Nordeuropa på den tid, og det er aldrig set før i Danmark. Karret fortæller om det vidtstrakte handelsnetværk, som gjorde Ribe til noget helt særligt på tærsklen til vikingetiden.

Kanden er på størrelse med en lille tekande i lyst velbrændt ler. Fundet er gjort under en uddannelsesudgravning for arkæologistuderende fra Aarhus Universitet.

- Ribe er den ældste by i Skandinavien, og vi graver på byens gamle gravplads for at finde ud af mere om de første mennesker i Norden, der blev byboere, siger Søren M. Sindbæk, professor i middelalder- og renæssancearkæologi.

- Gravpladsen er fuld af overraskelser, men dette fund fik alligevel arbejdet til at gå helt i stå. Vi kunne ikke tro vores egne øjne.

Kanden er en såkaldt kløverbladskande, der er lavet i Frankrig eller Belgien i tiden under det merovingiske dynasti (cirka 450-750 e.Kr.).

- Kanden er teknisk set et mesterstykke fra de franske eller belgiske værksteder, og dens elegante form er en direkte arv fra antikkens romerske pottemagere. Ingen pottemager herhjemme kunne teknisk formå sådan noget på den tid, siger Morten Søvsø.

Samtidig er det lidt af et mirakel, at kanden er bevaret fuldstændig intakt.

Modsat andre berømte vikingetidsbyer som Hedeby i Slesvig eller Birka i Sverige er Ribes gravplads først blevet undersøgt i de senere år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.