Arbejdsret: SAS-strejkende skal genoptage arbejdet
De strejkende ansatte skal arbejde søndag klokken 12.30, lyder rettens afgørelse ifølge SAS.
Arbejdsretten har afgjort, at SAS-medarbejderne skal genoptage arbejdet søndag middag.
Arbejdsretten har afgjort, at SAS-medarbejderne skal genoptage arbejdet søndag middag. Foto: Colourbox/free


De strejkende SAS-medarbejdere skal genoptage arbejdet søndag middag.

Sådan lyder afgørelsen fra Arbejdsretten ifølge SAS' danske pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen.

- Nu skal der tages de absolut nødvendige skridt for at få løst situationen. Nu skal de spille efter reglerne, siger hun til Ritzau.

Ifølge SAS har de strejkende medarbejdere fået påbud om at genoptage arbejdet søndag klokken 12.30.

Såfremt de strejkende genoptager arbejdet "fuldt ud" melder SAS sig klar til at drøfte uoverensstemmelserne på et møde mandag klokken 14.

Spørgsmål: Er I parat til at forhandle?

- Vi er villige til at drøfte uoverensstemmelserne.

Spørgsmål: Men kan det komme på tale at forhandle?

- Det står der i hvert fald ikke, siger Trine Kromann-Mikkelsen med henvisning til en skriftlig kommentar, som flyselskabet har udsendt.

Fredag formiddag valgte en del af SAS' kabinepersonale at nedlægge arbejdet i protest mod de ansættelsesmæssige forhold i forbindelse med selskabets overtagelse af flyselskabet Cimber.

147 ansatte skal flyttes over i det nye datterselskab, og parterne kan ikke blive enige om en overenskomst for medarbejderne.

Lørdag stod parterne ellers med en underskrevet aftale efter et møde mellem SAS og fagforeningen for det strejkende kabinepersonale, CAU, men medarbejderne nægtede på trods af aftalen at vende tilbage til arbejdet.

Derfor valgte SAS at tage den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse i Arbejdsretten, som altså nu har beordret de ansatte tilbage i arbejde efter at have hastebehandlet sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.