Antallet af indbrud styrtdykker
I 2014 var der 36.628 anmeldelser om indbrud. Det er det laveste antal siden 2007.
Fra 2006 og en årrække frem skete der en voldsom stigning i antallet af indbrud i Danmark. Udviklingen toppede i 2009, hvor der blev registreret 48.614 indbrud. Arkivfoto.
Fra 2006 og en årrække frem skete der en voldsom stigning i antallet af indbrud i Danmark. Udviklingen toppede i 2009, hvor der blev registreret 48.614 indbrud. Arkivfoto. Foto: MIK ESKESTAD/POLFOTO


36.628 gange fik politiet sidste år en anmeldelse om indbrud fra danskere, som kom hjem og så, og uønskede gæster havde været på besøg.

Det er det laveste antal siden 2007, og sammenlignet med 2013 er det et fald på 12,5 procent, oplyser Det Kriminalpræventive Råd, DKR, på baggrund af tal fra Danmarks Statistik onsdag.

- Vi er meget glade for det pæne fald i antallet af indbrud i Danmark. 36.628 indbrud om året er dog stadig alt for mange, siger Lone Harlev, projektleder for Nabohjælp fra DKR og TrygFonden.

- Så der er fortsat behov for, at vi alle bliver bedre til at forebygge besøg af de uønskede gæster, fortæller hun.

Det største fald i antallet af anmeldte indbrud har været i Bornholms og Sydøstjyllands politikredse.

Fra 2006 og en årrække frem skete der en voldsom stigning i antallet af indbrud i Danmark. Udviklingen toppede i 2009, hvor der blev registreret 48.614 indbrud.

De mange indbrud gav Danmark en kedelig høj placering i indbrudsstatistikkerne sammenlignet med vores europæiske naboer.

Det lave antal anmeldte indbrud gjorde sig også gældende i tyvenes højsæson omkring juledagene. I 2014 blev der kun anmeldt 1892 indbrud i juledagene sammenlignet med 2701 i 2013. Det er et fald på cirka 30 procent.

De sidste tre måneder af 2014 havde det laveste antal anmeldte indbrud i fritidshuse, hvoraf langt de fleste er sommerhuse, siden Danmarks Statistik begyndte at lave opgørelser på området i 1979.

Der blev anmeldt 806 tilfælde af indbrud i fjerde kvartal, hvilket er et fald på 35 procent i forhold til samme kvartal sidste år, hvor der blev anmeldt 1246 indbrud.

Det er samtidig 25 procent lavere end i 2005, hvor der var det hidtil laveste antal anmeldelser i et fjerde kvartal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.