En 94-årig mand fra Nivå i Nordsjælland måtte vente i næsten tre timer på politiet, efter han overraskede indbrudstyve i sit hjem lørdag aften. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Under indbruddet var der tumult, og en ældre kvinde kom til skade, mens den 94-årige mand var voldsomt chokeret. Men først knap tre timer efter han ringede til politiet, dukkede den første betjent op.
Er det virkeligt rimeligt, når politiet samtidig bruger så mange ressourcer på bøder og fartkontrol, spørger beboerne i et læserbrev i Frederiksborg Amts Avis.
Chefpolitiinspektør Flemming Drejer fra Nordsjællands Politi siger dog, at politiet reagerede på anmeldelsen med det samme, men at deres prioritet var at rykke ud og forsøge at fange gerningsmanden, ikke tage kontakt til beboerne.