Et indbrud i hjemmet kan være ubehageligt nok i sig selv. Men har man forsikring, får man i det mindste erstattet de stjålne ejendele, så man kan købe nogle nye.
Men den går ikke for May-Brith Jensen og Jimmy Bach-Jørgensen, der bor med deres to børn i Vordingborg. De er nødt til at bruge erstatningen til husleje og mad. Kommunen har nemlig trukket 16.500 kroner fra parrets kontanthjælp, fordi de har fået udbetalt 36.500 kroner i erstatning for indbrud, skriver Sjællandske Nyheder.
- Vi har 4000-5000 kroner at leve for til fire mennesker om måneden. Det er rigtig stramt, og jeg har det bare sådan; kan det virkelig være rigtigt, at vi ikke må få en erstatning, fordi vi er på kontanthjælp? Så er der jo nærmest ingen grund til at betale 1500 kroner årligt i indboforsikring, siger May-Britt Jensen til Sjællandske Nyheder.
Kommunens borger- og arbejdsmarkedschef siger, at den slags sager vurderes individuelt, men vil kigge på familiens sag igen.
Der har før været sager fremme om kontanthjælpsmodtagere, der mister hjælpen, efter de for eksempel for udbetalt sygedagpenge for sent på grund af fejl i systemet, eller må leve af den erstatning, de får udbetalt for alvorlig sygdom eller for støjgener fra metrobyggeri - blot for at nævne nogle få eksempler. Regeringen har dog ændret reglerne på nogle områder - for eksempel kan man ikke længere trækkes i kontanthjælp, hvis man får efterbetalt sygedagpenge på grund af en fejl hos kommunen.