"Anarki": Disse cyklister går os på nerverne
Vi har spurgt en række cyklister, hvordan de oplever hverdagen på cykelstien.
"Særligt om morgenen er der en aggressivitet på cykelstierne," siger Anja Weber Stendal.
"Særligt om morgenen er der en aggressivitet på cykelstierne," siger Anja Weber Stendal. Foto: Freja Thorbech


Ulovlighederne står i kø på de danske cykelstier. I hvert fald hvis man spørger danskerne. I en ny undersøgelse, som Wilke har lavet for Avisen.dk svarer 80 procent, at de oplever, at cyklister ikke overholder færdselsreglerne.

Vi har været en tur på gaden og spørge de cyklister, der færdes på cykelstierne til dagligt, om deres oplevelse af medcyklisterne. Og så har vi også spurgt ind til, hvilken cykeltype der egentlig er den mest irriterende. Er det racercyklisten, de sludrende veninder, den ældre, langsomme dame, dem med Christiania-cykler eller turisten, der ikke helt har styr på hverken cykel eller regler?

Anders Didriksen, arbejder hos Pandora, 35 år

Der er en anarkistisk tilgang til cykling på cykelstierne. Man er sig selv nærmest. Jeg cykler selv hver dag og oplever, at der ikke bliver taget hensyn.

Den mest irriterende cykeltype?

Det kommer lidt an på dagen. Har man god tid, er det irriterende med racertyperne, der vil hurtigt igennem. Har man selv travlt, så kan den ældre, langsomme dame godt være irriterende.

"Der er en anarkistisk tilgang til cykling på cykelstierne," siger Anders Didriksen.

Anja Weber Stendal, Konsulent hos Dansk Flygtningehjælp, 35 år

Jeg oplever, at der er folk, der ikke overholder færdselsreglerne. De kører over, når der er ved at blive rødt og viser ikke af, når de skal dreje. Særligt om morgenen er der en aggressivitet på cykelstierne.

Den mest irriterende cykeltype?

Jeg prøver at minde mig selv om, at jeg kører med en stor cykel, der kan være irriterende for nogen. Men ellers irriterer det mig, når folk kører farligt. Det har jeg oplevet nogle gange med mænd på racercykler. Det er jo fornuftigt at have tid til at reagere.

"Særligt om morgenen er der en aggressivitet på cykelstierne," siger Anja Weber Stendal.

Joachim Tjørnemark Borup, læser til energiteknolog, 24 år

Jeg synes, at folk generelt er gode til at overholde reglerne. Men jeg oplever nogle gange, at der er cyklister, der kører ind foran én, når man holder ved et kryds. Det kan godt være irriterende. Jeg ser også ofte folk svinge til højre for rødt eller cykle over fodgængerfelter. Jeg prøver at være et godt eksempel, men når jeg nogle gange kører hjem fra natarbejde, må jeg indrømme, at jeg godt kan finde på at tage et rødt lys.

Den mest irriterende cykeltype?

Christiania-cyklen fylder meget, og det kan være et problem. Men det er nok sludrende veninder og den langsomme ældre dame, der irriterer mig mest.

"Jeg synes, at folk generelt er gode til at overholde reglerne," siger Joachim Tjørnemark Borup.

Søren Falch Hansen, læser til lærer, 24 år

I det store hele synes jeg, at folk overholder reglerne. Men man kan da godt se nogle ind i mellem, der svinger til højre for rødt. Jeg cykler til studie hver dag, og jeg synes generelt, at folk er gode til at vise hensyn. 

Den mest irriterende cykeltype?

Veninderne, der cykler og snakker samtidig, når man kommer bagfra. Det er træls. 

"Folk er gode til at vise hensyn," siger Søren Falch Hansen. 

Ilka Fischer, turist fra Hamborg, 44 år

I har virkelig en fantastisk cykelkultur. Det er bedre end i Hamborg, hvor jeg kommer fra. Jeg er imponeret af de brede cykelstier. Men man skal helt sikkert kende reglerne, ellers kommer man galt afsted. Det finder man ret hurtigt ud af. Man skal ikke prøve på at cykle i den forkerte side. 

"Man skal helt sikkert kende reglerne, ellers kommer man galt afsted," siger Ilka Fischer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.