Analytiker: Mærsk-rederi taber forspring til konkurrenter
Maersk Line har befundet sig i epicentret for rystelserne på containermarkedet, siger analytiker.
Raterne for at fragte containere rundt på verdens have er dykket 19 procent det seneste år, og det går hårdt ud over Maersk Line.
Raterne for at fragte containere rundt på verdens have er dykket 19 procent det seneste år, og det går hårdt ud over Maersk Line. Foto: Maersk Line/free


Olie- og rederigiganten A.P. Møller - Mærsk er ved at tabe sit forspring til konkurrenterne på det globale marked for containerfragt, som er hårdt presset af overkapacitet og lave priser.

Mærsk-rederiet Maersk Line, som er den største forretningsdel i Mærsk, og som for nylig var årsag til en nedjustering, klarer sig dårligere end ventet i tredje kvartal, siger senioranalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

- Det er tydeligt, at Maersk Line har befundet sig i epicentret for rystelserne i containermarkedet. De taber fordele i forhold til konkurrenterne, siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

- De plejer at være længere foran. Forskellen på EBIT-niveau (driftsresultat, red.) er på lige over fem procent, og det er lige over deres minimumstærskel, siger Jacob Pedersen.

Maersk Lines nettoresultat i tredje kvartal landede på 264 millioner dollar mod estimater på 326 millioner dollar ifølge estimater fra Ritzau Estimates.

Rederiet fik i kvartalet et driftsoverskud før af- og nedskrivninger på 765 millioner dollar. Til sammenligning var der ventet 817 millioner dollar på den post ifølge estimaterne.

Det underliggende resultatet i containerrederiet Maersk Line tog sig noget af en dukkert til 243 millioner dollar mod 659 millioner dollar i samme periode sidste år.

Det skyldes, at betingelserne på containermarkedet er forværret drastisk, og fragtraterne er styrtdykket.

Den gennemsnitlige fragtrate for Maersk Line lå på 2163 dollar per fyrrefodscontainer (feu) i kvartalet. Det var et kraftigt fald fra 2679 dollar per container i samme kvartal i 2014.

Onsdag annoncerede Maersk Line, at rederiet vil nedlægge mindst 4000 job inden udgangen af 2017, mens salgs- og administrationsomkostningerne skal sænkes med 250 millioner dollar om året.

Samtidig har rederiet udskudt investeringer i nye skibe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.