Ældre-ledere: Besparelser er over grænsen
Fiksering af demente er udtryk for få hænder på plejehjemmene, lyder det fra lederforening, efter kvindes død.
Fundet af en død 85-årig fikseret kvinde skaber nu debat om ældreplejen i Danmark.
Fundet af en død 85-årig fikseret kvinde skaber nu debat om ældreplejen i Danmark. Foto: RASMUS BAANER/POLFOTO


Når demente spændes fast til deres senge på plejehjemmene rundt om i landet, er det et udtryk for, at smertegrænsen for besparelser er langt overskredet. Det mener Ole Mørk Nielsen, formand for Lederforum, som er en fagforening for ledere i ældreområdet.

- Jeg kan forstå, at det kan være nødvendigt at fiksere patienter i psykiatrien, hvor de kan være voldelige og udadreagerende, men med ældre mennesker og demente bør der være andre ting, man kan gøre. Det handler jo i sidste ende om ressourcer, siger Ole Mørk Nielsen.

- Mange demente er nervøse om natten og vender op og ned på nat og dag. Det betyder, at man i yderste konsekvens kan være nødt til at fiksere, men det er ikke noget, man ynder at gøre. Det er sidste udvej, siger han.

Fredag morgen blev en 85-årig dement kvinde fundet kvalt på et plejehjem i Aalborg. Hun havde været spændt fast i en stofsele fra torsdag aften, da hun blev lagt i seng af plejepersonalet. I flere timer havde der ifølge TV2/Nord ikke været noget opsyn med kvinden.

- Det er ikke overraskende, men det er meget beklageligt, at det er sket, siger Ole Mørk Nielsen.

- Det handler jo dybest set om, at man ikke har ressourcer til at være hos beboeren hele tiden, tilføjer han.

Ifølge Ole Mørk Nielsen kan der være stor forskel på bemandingen på plejehjemmene fra kommune til kommune, men det kan være en svær opgave at være leder på de plejehjem, hvor ressourcerne er færrest.

- Der er jo ingen, der er ansat, og ikke vil gøre det bedst mulige. Men ressourcerne sætter nogle begrænsninger. Det er klart, at er der kun et eller to mennesker på arbejde på en nattevagt til måske 40-60 beboere, kan det være rigtig svært at nå det hele, siger han.

Ifølge Ole Mørk Nielsen er det ganske almindeligt, at der er én fast nattevagt på afdelingerne, og så har man en vagt, der kan gå til og fra de forskellige afdelinger, når der er behov for det.

Ifølge TV2/Nord har en overlæge på Aalborg Universitetshospital anmeldt episoden til politiet. Aalborg Kommune har iværksat en uafhængig undersøgelse af sagen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.