Tusindvis af de unge, der i dag bliver uddannet til tømrere, frisører og SOSU'ere, står til at blive fældet af de adgangskrav, som politikerne vil indføre på erhvervsuddannelserne.
Det viser en analyse, lavet af tænketanken Kraka, skriver Berlingske.
Ifølge analysen havde hver femte af de unge, der forrige år afsluttede en erhvervsuddannelse, ikke bestået afgangsprøverne i dansk og matematik i hverken 9. eller 10. klasse. Det svarer til omkring 2.600 unge. Samtidig viser analysen, at knap halvdelen af den årgang, der i 2002 afsluttede 9. klasse uden at bestå de to fag, i dag har taget en erhvervsuddannelse.
Forskningschef i Kraka, Esben Anton Schultz, opfordrer derfor politikerne til at overveje, om adgangskrav er den rigtige vej at gå.
- Faktum er, at man ved dette adgangskrav, som ved første øjekast kan virke fornuftigt, fremover risikerer at afskære alle de unge, som det i dag viser sig godt at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse, selvom de ikke bestod alle folkeskolens afgangsprøver i dansk og matematik, siger han.
Både Venstre og Konservative står dog fast på, at adgangskravene er nødvendige.
- Man skal kunne læse og regne med minimumskarakteren 02. Det, mener jeg ikke, er et urimeligt krav at stille, og det sender et signal til dem, der går i folkskolen nu, om at man altså skal tage sig sammen, for det kræver også noget, at tage en faglig uddannelse, siger Konservatives uddannelsesordfører, Vivi Kier, til Newspaq.
Mens Socialdemokraterne ikke har lagt sig fast på en præcis udformning til de kommende optag, glæder Enhedslisten sig over Krakas konklusioner.
- Det bekræfter pointen om, at det ikke er dansk og matematik i folkeskolen, der afgør, om man kan blive en dygtig håndværker eller SOSU-assistent. Vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft, og så er det sidste vi skal gøre, at lukke dørene for erhvervsuddannelserne, siger uddannelsesordfører, Rosa Lund til Berlingske.
DA og LO præsenterede for nylig et fælles udspil til erhvervsskolereformen, hvori de også opfordrer til at indføre krav om beståede dansk- og matematikprøver.