Symptomerne på en vinterdepression kommer ofte snigende over længere tid, og tegnene er rigtig svære at få øje på for de fleste.
Resultatet bliver, at mange danskere hvert år først er opmærksomme på deres triste tanker, når depressionen har fået så meget overtag, at det er svært at bryde den nedadgående spiral.
- Tegnene er blandt andet, at man spiser og sover for meget, og at sexlysten bliver nedsat, fortæller Irene Oestrich-
Hun er cand.psych og specialist i kognitiv terapi, som bruges i behandling af psykiske lidelser.
Hun forklarer, at man kan opleve en voldsom trang til sukker og søde sager, ligesom det øgede behov for søvn kan komme til udtryk ved, at det bliver nærmest umuligt at stå op om morgenen.
Faren ved ikke at opdage disse symptomer, før vinterdepressionen rammer, er, at mange deprimerede mennesker begynder at lede efter årsagen til, at de har det så dårligt inde i sig selv. Man føler, at man ikke er god nok, fordi der er noget galt med én.
- Sådanne pessimistiske tankeprocesser rammer en på selvværdet, men de er ikke et udtryk for virkeligheden. Man ville jo ikke føle sig dum og utilstrækkelig, hvis man fik influenza, og på samme måde er det heller ikke ens egen skyld, hvis man bliver deprimeret, siger Irene Oestrich.
Alligevel har man dog et personligt ansvar for ikke at lade en depression få mere overtag end højst nødvendigt. Mange føler trang til at pakke sig væk under dynen og tale med så få mennesker som muligt. Men selvom sygdommen ikke er ens egen skyld, må man ikke give efter for den.
- Jeg har aldrig nogensinde mødt en, der fik det bedre af at give efter for trangen til at isolere sig, slår Irene Oestrich fast.
Ifølge hende skal vinterdepressionen behandles med fremsynethed. Overvej hvilke gode aktiviteter man kan lave, hvis mørket bliver lidt for mørkt til vinter. Måske elsker man at bage, vandre eller se film. Det er vigtigt at lave positive ting, der fokuserer udad i stedet for indad.
- Spis sundt. Masser af fisk og gode råvarer.
- Spis ekstra B- og D-vitaminer, som du muligvis mangler, når depressionen sætter ind
- Sørg for at få rigeligt motion, gerne i det fri, så du også kommer ud
- Sørg for at få rigeligt med sollys udenfor, når det er muligt og sørg for, du sidder i masser af lys på dit arbejde
- Forfald ikke til alkohol, stoffer eller overspisning af for eksempel slik
- Dyrk dine venskaber, selvom det kræver, at du tager dig sammen og bevæger dig ud
Kilde: netdoktor.dk
UDVID
/ritzau/FOKUS