AaB med selvtillid går efter at slå Esbjerg i pokalen
AaB tager selvtilliden fra 3-1-sejr over Esbjerg i ligaen med til pokalkampen torsdag mod samme modstander.


AaB slog mandag aften Esbjerg med 3-1 på udebane i Alka Superligaen.

Allerede på torsdag tørner de to klubber sammen igen, når det går løs i DBU Pokalens kvartfinaler. Også den kamp spilles i Esbjerg.

I AaB-lejren tager man selvtilliden fra 3-1-sejren med til pokalkampen. Nordjydernes målmand Nicolai Larsen peger på sit holds mange chancer mandag aften som noget, der giver AaB optimisme.

- Vi ved, hvordan vi skal modstå Esbjergs genpres, og vi er gode til at komme forbi dem. Vi har nu i hovedet, at vi kan skabe mange chancer mod dem, og det skal vi udnytte på torsdag, siger Nicolai Larsen og fortsætter:

- Vi glæder os helt vildt, og selvtilliden har vi nu, så det skal vi bare udnytte.

Cheftræner hos Aalborg-klubben, Kent Nielsen, ser frem til kvartfinalen i DBU Pokalen, og han tror på, at AaB kan skabe endnu et godt resultat i Esbjerg.

- Jeg forventer stadigvæk, det bliver svært, og det bliver nok ikke en kopi af mandagens kamp, men det er da klart, at vi torsdag kan og skal bruge glæden ved lige at have vundet i Esbjerg, siger Kent Nielsen.

I Esbjerg-lejren vil træner Niels Frederiksen nu overveje, om der skal foretages nogle ændringer i forhold til, hvilke spillere og hvilken taktik, der skal bringes i kamp på torsdag.

- Som træner skal man altid overveje, hvilke spillere man skal bruge i den næste kamp. Vi skal se mandagens kamp igen, inden vi træffer den beslutning.

- Forskellen på os og AaB er ikke større end, at hvis vi lærer af de fejl, vi lavede mandag aften, så har vi helt sikkert en fin chance for at revanchere os på torsdag, og det går vi efter, siger Niels Frederiksen.

Pokalkvartfinalen mellem Esbjerg og AaB fløjtes i gang klokken 20.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.