"Du har ikke de nødvendige kompetencer til arbejdet".
Sådan skrev en arbejdsgiver i en fyreseddel. Det førte til, at den fyrede medarbejders arbejdsløshedskasse fratog ham dagpenge i de første tre ugers ledighed. De mente nemlig, han var selvforskyldt ledig.
Medlemmet klagede, og nu har han fået medhold.
Det skriver Fagbladet 3F.
Han skal have dagpenge også for de tre første uger. Det har Center for Klager om Arbejdsløshedsforsikring bestemt.
"Medlemmet var ikke selvforskyldt ledig, fordi afskedigelsen skyldtes manglende evner," står der i afgørelsen.
Manden havde passet sit arbejde og rettet sig efter, hvad arbejdsgiveren sagde til ham.
Ifølge reglerne skal arbejdsløshedskassen idømme karantæne fra dagpenge, hvis en fyring først og fremmest skyldes medlemmet.
Men det er ikke væsentligst medlemmets skyld, hvis afskedigelsen skyldes manglende evner, fremgår det af afgørelsen.
Sagen er netop offentliggjort, men medlemmet og hans a-kasse holdes anonym.
- Vi ville aldrig have givet en karantæne med den begrundelse, siger viceforretningsfører Gitte Hess fra 3F's a-kasse og tilføjer:
- Det er først og fremmest arbejdsgiverens ansvar, at hans medarbejdere har de nødvendige kvalifikationer.
Den fyrede medarbejder var ikke ansat i et 3F fag, og sagen ligger dermed uden for 3F's område.
Ifølge Gitte Hess, er det sjældent, at fyringer begrundes i manglende kvalifikationer. Hvis det sker, så er det ofte allerede i en prøveperiode. Arbejdsgiverne er rimeligt gode til at ansætte de rette.
- Men måske kommer der flere af den slags afskedigelser i fremtiden. Ledigheden er så lav, at nogle arbejdsgivere prøver at ansætte medarbejdere, hvor de ikke er helt sikre på kompetencerne, siger Gitte Hess.