92-årige Margit udsat for lusket tricktyveri - har du set gerningsmanden?
Vestegnens Politi offentliggør overvågningsfotos.
Den formodede gerningsmand blev filmet af overvågningskameraet i banken.
Den formodede gerningsmand blev filmet af overvågningskameraet i banken. Foto: Vestegnens Politi


En fredsommelig, 92-årig kvinde blev udsat for en chokerende hændelse, da hun tirsdag gik hen i sin bank i Herlev Bymidte og hævede 5.000 kroner.

Ekstra Bladet har skrevet om sagen, hvor en mand med udenlandsk accent henvendte sig til den 92-årige, da hun havde hævet pengene

- Jeg kan mærke noget, der rører ved min ryg, og da jeg vender mig, står han med en klud og gnider mig på ryggen, fortalte Margit Jensen i en artikel til Ekstra Bladet torsdag.

Manden slap afsted med Margit Jensens nyhævede kontanter og hendes hævekort.

Nu har politiet offentliggjort billeder af tricktyven og beder om offentlighedens hjælp til at finde tyven. Ifølge politiet er det en gammelkendt teknik at sprøjte olie eller ketchup på folk og tilbyde at hjælpe med at tørre det af. Og så smutter de ellers med ens penge. I Margit Jensens tilfælde var det olie, der blev smurt ud.

Vestegnens Politi har fundet ud af, at den formodede gerningsmand var i banken på samme tid som 92-årige Margit. Et overvågningskamera fangede den formodede tricktyv. I håb om, at man vil få henvendelser fra offentligheden, der kan hjælpe i opklaringsarbejdet, offentliggør politiet nu overvågningsbillederne.

Vestegnens Politi kan kontaktes på tlf. 114.



Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.