800 personer døde ved bådulykke i Middelhavet
Mange af de migranter, der druknede ved skibsforliset, var fra Syrien, Eritrea og Somalia, oplyser overlevende
Alverdens medier har taget opstilling på havnen i Catania for at dække sagen, der for alvor har sat fokus på migrantbådenes tur over Middelhavet til Europa.
Alverdens medier har taget opstilling på havnen i Catania for at dække sagen, der for alvor har sat fokus på migrantbådenes tur over Middelhavet til Europa. Foto: Alessandra Tarantino/AP


800 personer mistede livet, da en flygtningebåd med migranter i weekenden kæntrede i Middelhavet.

Det oplyser FN's flygtningeagentur, UNHCR, natten til tirsdag.

- Vi kan oplyse, at 800 er døde, siger Carlotta Sami, talskvinde for UNHCR, ifølge nyhedsbureauet AFP.

FN fremsætter tallet efter at have interviewet de fleste af de 27 overlevende, der er kommet til Sicilien efter forliset.

- Der var lidt over 800 personer om bord, heriblandt børn i alderen 10-12 år. Der var syrere, omkring 150 eritreanerne, somaliere ... De var sejlet fra Tripoli (i Libyen, red.) ved ottetiden lørdag morgen, siger Carlotta Sami.

Blandt de 27 overlevende er personer fra Mali, Gambia, Senegal, Somalia, Eritrea og Bangladesh.

De har forklaret, at skibet kæntrede, da et portugisisk handelsskib nærmede sig båden, hvilken udløste panik og fik folk til at søge over på den ene side af dækket.

Ifølge den italienske kystvagt er der kun blevet bjærget 24 lig fra Middelhavet indtil videre. Overlevende har forklaret, at mange af migranterne var låst inde i bådens nedre dæk, og at der var op mod 950 personer fordelt på skibets dæk.

Italiensk politi anholdt mandag aften to af de overlevende personer fra flygtningebåden. De mistænkes for at have været henholdsvis kaptajn og styrmand på overfarten fra Libyen til Italien.

Det drejer sig om to mænd fra Tunesien og Syrien, oplyser det italienske nyhedsbureau Ansa.

Italienske politikere har efter tragedien intensiveret presset på Europas stats- og regeringschefer for at finde frem til en løsning på flygtningekrisen.

Mandag præsenterede EU-Kommissionen 10 forslag til, hvad man kan gøre for at sikre en bedre håndtering af migranter, der sejler ud på Middelhavet i synkefærdige både. Et af forslagene er at poste flere penge, mere udstyr og flere folk i EU's indsats i Middelhavet.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.