Er du også grundigt træt af nattefrost, blæst og gråt vejr, så læs blot videre.
I weekenden er der nemlig nogle steder udsigt til et vejrskifte med sol og helt op til 20 grader.
Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI, Lars Henriksen, til bt.dk.
- Det begynder søndag, hvor der strømmer en masse varm luft op over Danmark sydfra, fortæller Lars Henriksen.
Hvis prognoserne holder, lover han mellem 15 og 18 grader, og altså lokalt måske helt op til 20.
Det gælder dog langtfra alle steder.
- Ved østvendte og sydøstvendte kyster bliver det slet ikke så varmt. Overhovedet ikke, siger meteorologen til avisen og forudser, at der kommer ret store forskelle på temperaturerne rundt om i Danmark.
Det er blandt andet områderne som Køge Bugt, Stevns, Præstø, Møn og Bornholm, som må forvente lidt lavere temperaturer.
Til gengæld er meteorologen ikke bange for at love, at det lunere vejr holder et stykke tid frem.