Den svenske anfører, Zlatan Ibrahimovic, er meget ærgerlig over Sveriges 1-2-nederlag til Ukraine i Kijev ved EM i fodbold.
- Vi må ikke tabe denne kamp, siger AC Milan-angriberen til Aftonbladets hjemmeside.
- Vi førte 1-0 og følte os trygge. Det må ikke ske, siger Zlatan Ibrahimovic.
Han bragte Sverige foran syv minutter inde i anden halvleg i mandagens sene kamp.
Ni minutter senere havde EM-værternes veteranangriber Andriy Shevchenko vendt billedet med to scoringer.
Begge Shevchenkos mål faldt på hovedstød, hvor svenskerne dækkede meget svagt op.
Sverige er nu i store problemer i gruppe D.
Holdet mangler at spille mod Frankrig og England, der på papiret er regnet som favoritter til at gå videre til kvartfinalerne.
Netop de to lande spillede 1-1 i mandagens tidlige kamp i gruppen.
Zlatan Ibrahimovic forsøger at bevare optimismen før de kommende kampe.
- Nu er situationen, som den er. Vi har to kampe til at gøre det endnu bedre, siger han.
Sverige møder fredag England i den næste kamp.