Caroline Wozniacki fik en skidt optakt til grand slam-turneringen Wimbledon, der begynder i næste uge i London.
Tirsdag tabte den danske tennisspiller 1-6, 7-6, 4-6 til amerikaneren Christina McHale i første runde af WTA-turneringen i Eastbourne.
Tredjeseedede Caroline Wozniacki fik en rædselsfuld begyndelse på kampen, da 20-årige McHale i en ruf kom foran 4-0 i første sæt.
Først efter at være blevet rundbarberet i første sæt fik en frustreret Caroline Wozniacki nogenlunde styr på sit spil.
I andet sæt brød danskeren til 3-3 og førte også 5-3.
Det gik dog galt igen, da Wozniacki foran 5-4 skulle serve for sætsejren.
Den 20-årige Christina McHale, der ligger nummer 30 på verdensranglisten, brød tilbage og tvang danskeren ud i en tiebreak.
Her formøblede Caroline Wozniacki en 6-2-føring, og først på den sjette sætbold i tiebreaken lykkedes det danskeren foran 8-7 at tvinge Christina McHale til at sende bolden ud af banen.
Nu troede mange nok, at Caroline Wozniacki var ved at få styr på sit spil, men i stedet blev hun brudt til 1-2 og kom bagud 2-4 i tredje sæt.
Wozniacki brød dog tilbage til 4-4, men straks efter blev en apatisk Wozniacki brudt rent i egen serv.
Det var sjette gang i kampen, at Christina McHale brød danskeren, som kun svarede igen to gange.
Herefter servede amerikaneren sejren hjem på sin fjerde matchbold og noterede sig for den anden sejr i tre indbyrdes kampe mod Wozniacki.
/ritzau/