Giftig røg er sent søndag aften skyld i, at Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har valgt at lukke Storstrømsbroen for al trafik i begge retninger.
Den kraftige røg kommer fra en voldsom brand i fabrikken Jupiter Plast, som laver glasfiberkomponenter til vindmøller, oplyser politiet.
- Det brænder lystigt, og den giftige røg driver lige ud over Storstrømsbroen, siger vagtchef Henrik Karlsen.
Det vides endnu ikke, hvad der er årsag til den voldsomme brand, og politiet kan heller ikke oplyse, hvornår broen forventes åbnet igen.
- Det hele er overtændt dernede, så der er nok at gøre med at prøve at få ilden under kontrol. Men det bliver i hvert fald ikke før mandag - slukningsarbejdet vil vare hele natten, siger Henrik Karlsen.
Han tilføjer, at der ikke er nogen fare for områdets beboere, da al røgen driver ud over vandet.
Plastfabrikken er døgnbemandet, men ingen er kommet til skade ved branden.
/ritzau/