Kim Cattrall, der er kendt for sin rolle som den sexlystne Samantha Jones i Sex and the City, er i virkeligheden usikker og tilbageholdende over for mænd, skriver contactmusic.com.
Den 53-årige tv- og filmstjerne er kun lige ved at vænne sig til livet som single, efter hun og kæresten gennem fire år gik fra hinanden i juli. Og hun er modsat sin karakter i Sex and the City ikke god til at få kontakt med mænd.
"Jeg kunne ikke gå ind på en bar og samle en mand op. Det er så fremmed for mig. Jeg er totalt usikker. Det er rovdyr-adfærd, og jeg opfatter ikke mig selv som et rovdyr. Faktisk føler jeg nogen gange, at det er mig, der er jaget," siger hun.
Cattrall, der har været gift tre gange tidligere, er dog så småt begyndt at date igen.
"Det er meget svært at være privat omkring det. Hver gang du går ud og får en drink eller spiser middag bliver den, du er sammen med, til din seneste kæreste, hvilket er lidt grinagtigt for mine bøssevenner," påpeger hun.