Venstre mener, at regeringen viser ringe interesse for de syge med den aftale, som den lørdag har indgået med Danske Regioner om næste års økonomi.
Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, kalder det historisk få penge, når regeringen og regionerne hæver udgifterne med 1,1 milliarder kroner i forhold til i år.
Sidste års aftale mellem Danske Regioner og VK-regeringen betød 1,95 milliarder kroner mere på sundhedsområdet i 2012, fremhæver hun.
- I de år, hvor VK-regeringen afsatte allerflest penge til sundhedsområdet, stod Villy og Helle og råbte op om massakre i sundhedsvæsnet, siger Løhde om udenrigsminister Villy Søvndal (SF) og statsminister Helle Thorning (S).
- Gad vide, hvad de kalder den nye aftale, der betyder historisk få penge til sundhedsområdet, spørger Venstres sundhedsordfører.
- Når den tidligere VK-regering lavede reformer, gik pengene først og fremmest til sundhedsområdet. Med denne aftale viser regeringen, at sundhedsområdet ikke har førsteprioritet for den, snarere anden eller tredje prioritet, siger Sophie Løhde.
Hun mener også, at regeringen lader mange patienter stå længere på venteliste, inden de bliver behandlet.
Patienter med lidelser, som ikke udvikler sig, kan ifølge lørdagens aftale komme til at vente to måneder på behandling i stedet for en måned, som er garantien for behandling efter tidspunktet for diagnose.