Vil du være sygeplejeske, advokat eller måske gartner?
Når årets studenter får stillet det uundgåelige spørgsmål om, hvad de vil studere, bliver omkring halvdelen af dem fjerne i blikket.
De ved det ganske enkelt ikke, viser en rundspørge, som Morgenavisen Jyllands-Posten søndag har foretaget blandt flere end 700 af årets 3. g'ere på 10 repræsentativt udvalgte gymnasier.
Samtidig viser en undersøgelse fra Uddannelsesministeriet, at 61 procent af alle de studenter, der blev færdige på samtlige gymnasiale uddannelser sidste år, ikke havde haft nogen personlig kontakt til en studievejleder i hele deres gymnasietid.
Tidligere var der studievejledere på hver enkelt ungdomsuddannelse, men nu er al vejledning om studievalg samlet på syv regionale studievalg-centre, ofte langt væk fra de enkelte gymnasier, skriver avisen.
Både rektorer, lærere og elever på gymnasier siger, at det nuværende system ikke fungerer, og i Dansk Industri vækker det bekymring, at halvdelen af en årgang nye studenter ikke har nogen plan for, hvad de vil læse.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) siger:
"Jeg mener stadig, at der er gode elementer i ordningen med de syv studievalg-centre."
Regeringen vil tage spørgsmålet op til efteråret, når ungdomsuddannelserne skal efterses.