Angsten for blodtørstige vampyrer har tilsyneladende hersket i Bulgarien.
To "vampyr-skeletter" med en jernpæl gennem brystet er blevet fundet i Bulgarien nær Sortehavet, skriver BBC.
Metoden med at spidde ligene med en jernpæl blev brugt på døde mennesker, så de ikke stod op af graven ved midnat som vampyrer med en heftig tørst efter menneskeblod.
- Disse skeletter stukket med stænger illustrerer en metode, der var almindelig i nogle bulgarske byer helt op i det første årti af det 20. århundrede, siger Bozhidar Dimitrov, leder af National History Museum i den bulgarske hovedstad, Sofia.
I alt er der blevet fundet over 100 af disse skeletter i Bulgarien gennem tiden. Og samme slags skeletter er også blevet fundet i både Serbien og andre Balkanlande.
De seneste to fund menes at datere helt tilbage til Middelalderen.
Myten om vampyrer leder tankerne hen på Bram Stokers legendariske skrækroman "Dracula" fra 1897 om Grev Dracula - en rumænsk greve, der slog sine fjender ihjel og drak deres blod.
Siden er den blevet til utallige skrækindjagende filmversioner.
Kilde: bbc.co.uk