Kulturminister Uffe Elbæk (R) har opgivet at få en aftale om fremtidens mediestøtte i land på denne side af sommerferien.
- På grund af fortsatte overvejelser på erhvervsstøtteområdet har vi besluttet at udsætte forhandlingerne til efter sommerferien. Desuden står sommeren for døren, siger Uffe Elbæk i en pressemeddelelse.
- Jeg synes, at det er vigtigt, at vi ikke sætter forhandlinger i gang, som vi ikke kan afslutte i et samlet forløb, tilføjer han.
Medieforliget skal lægge rammerne for fremtidens mediestøtte, der er en del af erhvervsstøtten.
Og Kulturministeriet oplyser, at regeringen fortsat har overvejelser om, hvordan besparelserne på erhvervsstøtten på to milliarder kroner, der følger af regeringsgrundlaget, skal udmøntes.