Det europæiske fodboldforbund (Uefa) har idømt Rusland en bøde på 890.000 kroner, og vil fratage landet seks point i den kommende EM-kvalifikation, hvis der opstår problemer igen, inden næste EM-kvalifikationsrunde er slut.
Sanktionen kommer efter, at russiske fans affyrede fyrværkeri under den første EM-kamp mod Tjekkiet, som russerne vandt 4-1.
Det meddeler Uefa ifølge AFP.
- Uefa's kontrol- og disciplinærudvalg har i dag besluttet at fratage det russiske fodboldforbund (RFS) seks point i den kommende kvalifikationsturnering til EM, skriver Uefa i et statement.
Dommen er dog betinget og træder først i kraft, hvis de russiske fodboldfans laver lignende ballade igen.
Prøveperioden løber indtil slutningen af den næste EM-kvalifikationsturnering, som udløber i 2015.