Syriens nedskydning af et tyrkisk fly fredag har forværret forholdet mellem de to nabolande og tidligere allierede.
* I forvejen var forholdet mellem dem spændt på grund af den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogans kritik af det syriske styres blodige kurs over for civilbefolkningen.
* Nedskydningen af flyet er den mest alvorlige hændelse mellem de to lande i de 15 måneder, konflikten i Syrien har stået på.
* Ifølge syriske menneskeretsorganisationer har blodsudgydelserne kostet mere end 15.000 mennesker livet siden marts sidste år.
* Tyrkiet har taget imod mere end 30.000 syrere, der er flygtet fra urolighederne i Syrien.
* Desuden huser Tyrkiet et stort antal afhoppere fra den syriske hær, heriblandt 12 generaler.
/ritzau/AFP