Det danske obligationsmarked holdt sig den første del af torsdagen inden for et snævert spænd, da fokus var stift rettet mod weekendens græske valg.
Lidt skuffende tal for nytilmeldte ledige i USA trak kortvarigt renterne lidt ned herhjemme, men den sidste times handel vendte udviklingen igen, og den tiårige, danske rente sluttede relativt beskedne 4 basispoint lavere i 1,26 pct. I Spanien kom den tiårige statsrente meget tæt på de 7 pct. - et niveau, hvor både Grækenland, Portugal og Irland måtte søge støtte støtte udefra.
- Som udgangspunkt tror jeg, at markedet vil være meget afventende frem mod weekendens valg i Grækenland og Frankrig og G20-mødet, siger Rasmus Gudum-Sessingø, seniorøkonom i Handelsbanken.
Den tiårige spanske rente var en overgang oppe at runde 6,97 pct., men ved dansk børslukketid var renten faldet til 6,89 pct., hvilket dog fortsat svarer til en stigning på 17 basispoint i forhold til onsdag. Moody's nedgraderede sent onsdag sin kreditvurdering af spansk gæld med tre enheder.
- Det viser bare, at presset på Spanien øges med denne her nedgradering, og som det ser ud lige nu, bevæger vi os hastigt mod de 7 pct., siger Rasmus Gudum-Sessingø.
Italien måtte torsdag for anden dag i træk sælge obligationer til en langt højere rente, end for blot en måned siden. Landet solgte obligationer for 4 mia. euro med udløb i 2015 til en rente på 5,3 pct. mod 3,91 pct. den 14. maj.
Samtidig blev der solgt obligationer med udløb i 2019 til en rente på 6,10 pct. mod 5,21 pct. ved en tilsvarende udstedelse i april. Den sidste obligationsrække, med udløb i 2020, hentede en rente på 6,13 pct. mod 5,33 pct. i maj ved en tilsvarende udstedelse.
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk