Når Spaniens og Frankrigs landshold lørdag aften spadserer på banen til EM-kvartfinalen i ukrainske Donetsk, bliver det uden de to prominente Premier League-navne Fernando Torres og Samir Nasri.
Ligesom i Spaniens første kamp i slutrunden har træner Vicente del Bosque nemlig valgt en startopstilling uden angribere, men hvor Barcelonas Cesc Fabregas skal agere i en fremskudt rolle.
Dermed blev der ikke plads i startformationen til Chelsea-spilleren Fernando Torres, der ligesom Fabregas er noteret for to scoringer ved EM.
Samme skæbne er overgået den franske playmaker Samir Nasri, der til daglig spiller for de engelske mestre Manchester City.
Men Nasri er ikke det eneste offer for træner Laurent Blancs lyst til forandringer efter den dårlige præstation i 0-2-nederlaget mod Sverige.
I alt fire spillere er skiftet ud. Ud over Nasri samt den karantæneramte midterforsvarer Philippe Mexés er det gået ud over Hatem Ben Arfa og Alou Diarra.
De to startopstillinger:
Spanien:
1. Iker Casillas; 17. Alvaro Arbeloa, 15. Sergio Ramos, 3. Gerard Pique, 18. Jordi Alba; 8. Xavi, 16. Sergio Busquets, 14. Xabi Alonso; 21. David Silva, 10. Cesc Fabregas, 6. Andrés Iniesta
Frankrig:
1. Hugo Lloris; 13. Anthony Reveillere, 4. Adil Rami, 21. Laurent Koscielny, 22. Gaël Clichy; 2. Mathieu Debuchy, 6. Yohan Cabaye, 17. Yann Mvila, 15. Florent Malouda, 7. Franck Ribery; 10. Karim Benzema.
/ritzau/