Al-Qaedas næstkommanderende, Abu Yahya al-Libi, var målet for et amerikansk droneangreb mandag, der kostede 15 mennesker livet i det nordvestlige Pakistan. Hvorvidt den efterstræbte al-Libi er blandt de dræbte vides ikke.
- Det overvåges meget nøje, om han fortsat er i live, siger en embedsmand til New York Times efter angrebet i det nordlige Waziristan.
Området, der grænser op til Afghanistan, anses for at være en højborg for Taliban og al-Qaeda.
Mandagens droneangreb var det tredje i lige så mange dage, og målt på antal dræbte det hidtil mest voldsomme i år. Al-Libi menes at have ansvaret for al-Qaedas operationer i Pakistans lovløse og stammedominerede regioner.
I august sidste år blev den daværende næstkommanderende for al-Qaeda, Atiyah abd al-Rahman, dræbt under et amerikansk luftangreb i det nordlige Waziristan.
Al-Libi, der menes at være sidst i 40'erne, blev fejlagtigt rapporteret dræbt efter et droneangreb i den sydlige del af Waziristan i 2009. USA har udlovet en dusør på én million dollar for oplysninger, der kan bringe al-Libi bag tremmer.
Han blev pågrebet i 2002 og tilbageholdt i det stærkt sikrede fængsel på luftbasen Bagram. Men det lykkedes ham at undslippe tre år senere.
Hvis al-Libi er blandt de dræbte i mandagens angreb, vil han være en af de højst profilerede al-Qaeda-folk, som de amerikanske styrker har fået ram på, siden elitesoldater i maj 2011 dræbte organisationens leder Osama bin Laden.