Med lidt over 10 timer tilbage af årets udgave af Le Mans, har løbsveteranen Tom Kristensen og resten af Audi-holdet kæmpet sig op på førstepladsen.
Siden lørdag aften har danskerens bil ligget nummer to og jagtet kollegerne fra Audi 1, som også vandt løbet sidste år.
Men tidligt søndag morgen byttede de konkurrerende Audi-mandskaber plads i tabellen, da bil nummer 1 med Marcel Fässler bag rattet kørte galt.
Bilen kom for hurtigt rundt i et sving og snurrede rundt ude i rabatten. Uheldet krævede et hurtigt pitstop, og Tom Kristensens bil med Allan McNish i førersædet snuppede førstepladsen.
Hvis trioen Tom Kristensen, Allan McNish og Rinaldo Capello kører først over stregen, når løbet slutter søndag klokken 15, vil det være niende gang, Kristensen kan lade sig hylde som Le Mans-konge.
Der er dog kun 52 sekunder imellem de to Audi-biler, så det tegner til at blive en spændende afslutning på løbet.
Danskerens bil havde en uheldig start på løbet, hvor tekniske problemer med bremserne kostede Kristensen og co. nogle placeringer.
Men Tom Kristensen kæmpede sig stille og roligt tilbage, og kollegerne McNish og Capello fortsatte den solide kørsel.
En dramatisk ulykke hos en af Audi-konkurrenten Toyotas biler lørdag aften var med til at skubbe Tom Kristensens bil længere frem i løbet.
Toyota-køretøjet, hvor briten Anthony Davidson sad bag rattet, ramte en Ferrari-bil og fløj adskillige meter gennem luften og ramte et dæk-hegn. Davidson blev kørt væk i ambulance, mens begge biler blev totalskadede.
Tom Kristensen vandt Le Mans i 1997, 2000, 2001, 2002, 2003, 2004, 2005 og 2008, men sidste års løb endte med noget af en nedtur, da Allan McNish meget tidligt kørte galt, så Kristensen slet ikke nåede at komme bag rattet, før det hele var slut.