Tiger Woods vandt i sidste weekend sin anden turnering på PGA Touren i 2012, men amerikaneren genvinder aldrig tidligere tiders status fra dengang, hvor de fleste betragtede ham som et golffænomen.
Det vurderer den danske golfspiller og -ekspert, Steen Tinning.
- Tiger får aldrig den status, han havde før. Han bliver ikke uovervindelig og ikke den intimiderende faktor, han var før.
- Det er han blevet alt for menneskelig til i forhold til de andre spillere, der har rykket sig i hans fravær. Men han kommer til at vinde mange Majors i fremtiden, mener Steen Tinning.
I 2009 ændrede Woods' liv sig radikalt, da det blev afsløret, at han havde været sin kone utro med adskillige kvinder. Det førte til en lang nedtur, og i 2010 og 2011 lykkedes det ham ikke at vinde en eneste turnering.
Men nu er det "gamle" golffænomen igen ved at ramme et højt niveau.
- Han er meget mere afmålt og kontrolleret. Det er ikke så vildt, som det har været tidligere.
- Da han vandt i weekenden sad alle slag, som han havde tænkt sig. Det er et farligt tegn, når det kommer fra Tiger.
- Da han vandt i marts var det samme tendens. Dengang var han også meget afmålt med godt styr på boldkurven og tempoet i sit sving, siger Steen Tinning, der mener, at golfsporten har brug for Tiger Woods.
- Det har været en forfærdelig tid for ham. Man kan ikke have mentalt overskud på golfbanen, hvis man har det forfærdeligt som person.
- Når han kommer igennem hele den her proces, er han styrket som golfspiller og menneske, mener Tinning.