Thyra Frank fra Liberal Alliance bliver ny ældreminister. Det fremgår af en pressemeddelelse fra regeringen.
Thyra Frank har tidligere siddet i Folketinget, men røg ud ved valget i 2015.
Thyra Frank blev kendt i den offentlige debat, da hun var leder af plejehjemmet Lotte på Frederiksberg.
Hun var også leder af Ældrekommissionen, der kom med en række anbefalinger i 2012.
Reaktionerne på den meget overraskende udnævnelse er begyndt at komme. Det radikale medlem af Sundheds- og Ældreudvalget Lotte Rod ser frem til samarbejdet.
Thyra Frank har stået for, at de ældre skal have en god alderdom. På plejehjemmet Lotte blev hun kendt for, at beboerne kunne ryge og fik et glas portvin.
Hun har ytret sig som modstander af besparelser på ældreplejen og sagt, at besparelser i stedet kunne hentes på administration.
- Det er trist, hvis det er den nære omsorg, som hver gang skal holde for. Vi skal huske på, at vores ældre medborgere gennem et langt liv har betalt en høj skat i vished om, at de kan få en værdig alderdom. Dette bør være kommunernes topprioritet, men i stedet bliver ressourcerne brugt på at fylde kontorerne op med bureaukrater, har hun eksempelvis sagt til Ekstra Bladet.
Opdateres.