På grund af eurokrisen er der så meget "uro og usikkerhed" om det europæiske projekt, at det kan vare flere år, før danskerne igen kommer til folkeafstemning om EU.
Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til Politiken.
Det gælder ikke kun euroen, men også det hurtige opgør med de danske forbehold for retspolitik og forsvar, som regeringen ellers havde lovet.
- Retsforbeholdet har enorm betydning for Danmark. Den diskussion skal vi have på et tidspunkt, men først er vi nødt til at have en vis ro om det europæiske projekt, siger statsministeren i et interview med Politiken.
Om retsforbeholdet siger Helle Thorning Schmidt:
- Det står i vores regeringsgrundlag, fordi vi mener, det er vigtigt. Men vi skal tage folkeafstemningen på det rigtige tidspunkt. Og i øjeblikket er der meget turbulens om, hvad der sker i Europa.
To dage før et afgørende topmøde, hvor eurolandene tager skridt til et langt tættere samarbejde, lægger statsministeren dermed afstand til dansk deltagelse, skriver Politiken tirsdag.
- Jeg har svært ved at se, at danske skatteborgere skal hæfte for gæld i andre lande, siger Thorning til Politiken.
Hun erklærer sig dermed for første gang åbenlyst skeptisk over for nye planer om en bankunion og en finanspolitisk union.
På dagsordenen for topmødet, der afslutter det danske formandskab, står et forslag fra EU's præsident, Herman Van Rompuy, om en bankunion og på lidt længere sigt en finanspolitisk union med fælles hæftelse for statsgælden og centralisering af den økonomiske politik i Bruxelles.
Planerne griber så langt ind i den nationale suverænitet, at selv Tyskland drøfter en folkeafstemning - i givet fald den første tyske EU-afstemning nogen sinde.
Venstres ordfører, Lykke Friis, er enig i, at det er svært at spørge danskerne om EU, når der er usikkerhed om samarbejdets grundlag.
- Men jeg tror, at hovedforklaringen er indenrigspolitisk, siger Lykke Friis til Politiken.
Enhedslisten er derimod begejstret.
- Det er ingen hemmelighed, at vi er meget imod at ophæve forbeholdene, siger partiets ordfører, Nikolaj Villumsen, til Politiken.