Der venter noget af en udfordring for den danske golfspiller Thomas Bjørn, hvis han skal gøre sig nogen håb om at komme med i finalespillet i US Open.
Bjørn gik torsdag første runde i 78 slag, hele otte over par, og selv om hovedparten af feltet ikke havde spillet færdig, stod det da klart, at den erfarne dansker ville slutte førstedagen langt nede i rækkerne.
På forhånd var det forventet, at banen i The Olympic Club i San Francisco ville kræve mange slag af deltagerne, men en runde uden en eneste birdie og med otte bogeys var formentlig ikke lige, hvad Bjørn havde regnet med.
Han kan dog trøste sig med at flere prominente navne også har haft problemer med banen. Phil Mickelson gik seks over par, mens US Masters-vinderen Bubba Watson ligesom Bjørn var otte over par.
Tiger Woods var til gengæld godt spillende i første runde, som han klarede i et slag under par, og han blander sig dermed i topstriden, hvor Michael Thompson sent torsdag aften dansk tid har lagt sig helt i spidsen.
Amerikaneren brugte kun 66 slag til første runde.
Senere natten til fredag gør feltets to øvrige danskere, Anders Hansen og Søren Kjeldsen, sig også færdig med første runde.