Tidligere har store navne som R.E.M. og Radiohead støttet op om MTV's kampagne mod menneskehandel, og nu vil The Killers også være med.
Derfor har bandet lavet en video om emnet til sangen 'Goodnight, Travel Well', der får premiere i dag.
"Vi er dybt rystet over, at kvinder og børn er tvunget ud i at blive udnyttet på den måde. Vi håber, at vi med MTV's hjælp og denne stærke video kan lære millioner af mennesker om denne tragiske form for den moderne tids slaveri," siger bandet ifølge Gaffa i en pressemeddelelse.
Det tiltag er noget, der vækker begejstring hos UNICEF i Danmark.
"Der er næsten ikke noget land i verden, som ikke er påvirket af menneskehandel på den ene eller anden måde. Vi ser musikvideoen som en stærk måde at nå ud og skabe opmærksomhed om menneskehandel blandt unge," siger informationschef Karin Aaen.
Den nye video bliver sendt på samtlige on-air og online MTV-stationer, og den vil derfor nå ud til mere end 500 mio. hjem i hele verden.