Caroline Wozniacki har hørt det før. Og nu sker det igen.
Endnu en tennisekspert er ude med det store rivejern i en vurdering af den danske tennisspillers spillestil.
Denne gang kommer kritikken fra den 18-dobbelte grand slam-vinder i damesingle, amerikaneren Chris Evert.
- Det store problem er hendes placering på banen. Jeg har altid været kritisk over for netop det. Hun står alt for langt tilbage og venter på, at bolden skal komme til hende og til hendes store sving, siger 57-årige Chris Evert til Ekstra Bladet.
- Hun er simpelthen nødt til at rykke frem og tage bolden tidligere. Hun er nødt til at blive mere aggressiv i sit grundspil, siger legenden, som i dag er ekspertkommentator for ESPN.
Caroline Wozniacki, som fra næste uge er med ved grand slam-turneringen Wimbledon i London, har ikke vundet en WTA-turnering i snart et år, og hun er røget ned som nummer syv på verdensranglisten.
Senest røg den tidligere verdensetter ud i første runde af WTA-turneringen i Eastbourne, hvor hun eksperimenterede med sin serv i nederlaget til amerikaneren Christina McHale.
- Jeg fornemmer, at hun prøver at få mere svirp i sin serv, og det får hun også brug for, hvis hun vil tilbage i top-4, siger Chris Evert.
Det er ikke første gang, Chris Evert kritiserer Caroline Wozniacki.
Amerikaneren tog sig blandt andet til hovedet, da Caroline Wozniacki på et pressemøde ved sidste års US Open for sjov efterlignede et krampeanfald, som spanieren Rafael Nadal havde fået på et pressemøde efter en kamp i grand slam-turneringen.