Alder er bare et tal.
Det beviste den 60-årige Alejandra Rodríguez, da hun forleden vandt en lokal argentinsk udgave af Miss Universe i Buenos Aires.
Hun er den ældste kvinde i skønhedskonkurrencens historie, der vinder titlen, hvilket understreger, at der er sket ting og sager i denne verden, hvor deltagerne normalt er meget yngre.
- Jeg er begejstret for at repræsentere dette nye paradigme i skønhedskonkurrencer. Vi indleder en ny æra, hvor kvinder ikke kun bedømmes på deres fysiske skønhed, men også på en række andre værdier, lød det fra Alejandra Rodríguez, der arbejder som advokat.
Nu betegnes hun som favorit til at vinde Miss Argentina-kronen, som ville give hende mulighed for at stille op i den internationale Miss Universe-konkurrence. Tidligere var der kun adgang for personer mellem 18 og 28 år, men i 2023 blev reglerne ændret, så alle over 18 år nu fik mulighed for at stille op.
Det har også fået andre rutinerede kvinder til at samle handsken op, som for eksempel den 47-årige Haidy Cruz, der kæmper for at få lov at repræsentere den Dominikanske Republik ved årets Miss Universe, der afholdes i Mexico i september.