En jagerpilot fra Syrien har søgt politisk asyl i Jordan, efter at han torsdag formiddag landede sit fly på en militærbase i det nordlige Jordan. Det siger jordanske myndigheder.
- Piloten har bedt om politisk asyl i Jordan, siger den jordanske informationsminister, Samih Maayatah.
Tidligere på dagen forlød det, at det syriske jagerfly havde foretaget en nødlanding på Kong Hussein militærbasen i byen Mafraq.
Flere end 120.000 syrere er flygtet til Jordan, siden modstandere af den syriske præsident, Bashar al-Assad, indledte et oprør mod ham i marts i fjor.
Flyet, der er en russisk bygget MIG-jager, landede på militærbasen 80 kilometer nord for den jordanske hovedstad, Amman, ved nitiden dansk tid.
Syriens statskontrollerede tv sagde kort efter, at det syriske flyvevåben havde mistet kontakten med piloten, der var på træning i luftrummet over det sydlige Syrien tæt ved grænsen til Jordan.
/ritzau/AFP/Reuters